Den svenske storbank SEB vokser massivt i Danmark. I år er bankens driftsresultat efter nedskrivninger mere end fordoblet.
SEB i Danmark fik i tredje kvartal et driftsresultat efter nedskrivninger på 354 mio. svenske kr., eller 255 mio. danske kr. Det svarer stort set til hvad den større danske regionalbank Ringkjøbing Landbobank tjente på årets første ni måneder tilsammen.
SEB kunne dermed notere kraftig dansk fremgang. I tredje kvartal sidste år havde banken et driftsresultat på 159 mio. svenske kr., og for årets første ni måneder under et har banken nu tjent en god milliard svenske kr. i Danmark, mod 467 mio. svenske kr. i de første ni måneder af 2008.
Lukrerer på vækst i svært marked
SEB blev etableret i Danmark i 1997, men det er først de senere år den svenske storbank har fokuseret på traditionelle bankforretninger. For et par år siden blev en satsning på detailbank droppet, blandt andet fordi det ikke lykkedes at få lov til at overtage Amagerbanken.
SEB fokuserer i Danmark på bankforretninger med virksomheder og velhavende privatpersoner, kapitalforvaltning, pension, udstedelse af kreditkort og en omfattende handel med obligationer, valuta og aktier.
Og specielt obligations- og valutahandel har været en gylden forretning i år.
"Meget begrænsede kredittab og fortsat fremdrift for SEBs corporate banking og capital markets aktiviteter har resulteret i en meget stærk resultatfremgang for Merchant Banking. Kombineret med øgede overskud i både SEB Pension og SEB Kort, er SEB i Danmark på vej mod et meget tilfredsstillende resultat for 2009," siger landechef Peter Høltermand.
Meget få nedskrivninger
I tredje kvartal steg bankens danske indtægter til 752 mio. svenske kr. fra 521 mio. svenske kr. i tredje kvartal sidste år, mens stigningen i omkostningerne var langt mere beskeden.
Hertil kommer, at SEB fortsat har meget lave nedskrivninger i Danmark. I tredje kvartal blev det til 30 mio. svenske kr., og dermed er der i år nedskrevet 111 mio. svenske kr.
"Mens andre banker har brugt meget tid på at rette op på fortidens synder, har vi i SEB Danmark haft den luksus, at vi har kunnet fokusere på nye, unikke forretningsmuligheder, som også altid karakteriserer en finansiel krise," siger Peter Høltermand.












