Den hurtigt voksende investeringsbank, Saxo Bank, fyrede i august 39 medarbejdere, fordi de ikke sikrede nok handel, erfarer Berlingske Business. I samme måned ansatte investeringsbanken 46 nye medarbejdere.
16. oktober 2007, 03:30
Der er afregning ved kasse ét, når medarbejderne i investeringsbanken Saxo Bank ikke leverer varen. Det fik 39 ansatte at føle, da de blev fyret på gråt papir i slutningen af august. Årsag: De sikrede ikke nok handel på Saxo Banks handelsplatforme.
Fyringerne er ikke blevet meddelt offentligheden, men Saxo Bank lægger ikke skjul på tallene, da Berlingske Business i går kontaktede banken. 28 medarbejdere fra investeringsbankens danske afdeling og 11 medarbejdere fra London-afdelingen måtte forlade virksomheden den 31. august, fortæller souschef i Saxo Banks HR-afdeling, Dion Sørensen.
»Vi har haft en ret voldsom vækst, og vi har ikke fået sorteret klart nok ud undervejs. Vi besluttede os til at lave en performance-runde, hvor vi kiggede især salgsenheden efter i sømmene. På det grundlag er vi kommet frem til, at der var en gruppe, som vi måtte sige farvel til,« siger han.
Dion Sørensen oplyser, at Saxo Bank bl.a. har set på, hvor mange nye kunder, som medarbejderne har været i stand til at skaffe.
»Det handler om at lukke kunder, og det handler om at sikre en vis handel. Og så har vi blandt andet også set på, om man er opsøgende og aggressiv nok, og om man kommunikerer nok med sit team og informerer sin chef tilstrækkeligt,« siger Dion Sørensen.
Nyansættelser
Han fremhæver, at Saxo Bank gennem længere tid har hyret 30-60 medarbejdere om måneden. Det er med andre ord gået stærkt for investeringsbanken, der nu har omkring 1.200 medarbejdere. Når man hyrer så mange mennesker på kort tid, så vil der ofte være nogle, der ikke leverer varen, mener Dion Sørensen.
Saxo Bank udvikler og tilpasser handelsplatforme til banker og børsmæglerselskaber, der så benytter Saxo Banks platforme til at tilbyde online handel til deres egne kunder.
Siden banken i 1997 lancerede det første program for online-handel for kunderne, er tingene gået stærkt. I 2001 skiftede selskabet navn til Saxo Bank, og siden har den stået på voldsomme vækstrater for investeringsbanken, der dog stadig ikke hører blandt de største danske banker.
Ledelsen i Saxo Bank lægger ikke skjul på, at de er inspirerede af den amerikanske ledelsesguru Jack Welch, der mener, at man med jævne mellemrum systematisk bør gennemgå medarbejdernes præstationer og skille sig af med ansatte, der ikke lever op til forventningerne.
Stifterne af Saxo Bank, Lars Seier Christensen og Kim Fournais, er i den danske offentlighed kendt for ultraliberale synspunkter. De erklærer åbent, at de satser på stor løndifferentiering, hvor man skal vise sit værd, før belønningen kommer.
39 ud - 46 ind
I samme måned, som de 39 fyringer blev ført ud i livet, ansatte Saxo Bank 46 andre medarbejdere, og alene siden juni er der ansat 218 nye medarbejdere. Dion Sørensen mener dog ikke, at det er unaturligt at ansætte og foretage fyringsrunder på samme tid.
»Når man hyrer så mange folk, er der nogle, der er gode og nogle, der er mindre gode. Noget af det kan man identificere i ansættelsen, og noget kan man ikke,« siger han.
Kan du forstå, hvis der er andre ansatte i Saxo Bank, der nu frygter for deres job?
»Alle kender forventningerne, og jeg tror ikke, at det skaber nervøsitet. Der er plads til alle gode folk i Saxo Bank, og hvis man er dygtig, har man mulighed for en strålende karriere i Saxo Bank,« siger Dion Sørensen.
Har I været gode nok til at ansætte de rigtige folk, hvis det er nødvendigt at fyre så mange i en tid, hvor banken har behov for flere medarbejdere?
»Nu skal man huske, at det er meget få personer, som vi har sagt farvel til i forhold til, hvor mange vi har taget ind. Det ville da dejligt, hvis vi kun ansatte folk, der bliver en succes, men jeg tror ikke, at det er realistisk nogle steder.«
Kan de ansatte forvente flere lignende fyringsrunder i fremtiden?
»Jeg håber da ikke, at vi igen skal lave en runde af denne her størrelse, men man kan ikke udelukke noget. Vi kigger løbende på medarbejdernes præstationer, men jeg synes ikke, at fyringsrunder er en sjov øvelse,« siger Dion Sørensen, der finder det naturligt, at man ikke har meldt fyringerne ud i offentligheden.
»Jeg betragter det som en helt almindelig proces, at man kigger på folks præstationer. Og så er vi ikke et børsnoteret selskab, og vi er derfor ikke forpligtiget til at gå ud i offentligheden,« siger Dion Sørensen.






























