To investeringsbanker er hyret til at sælge knap en tredjedel af aktierne i Saxo Bank, men et salg af hele banken kan ikke udelukkes. Salget er dog sat i bero, indtil en uafhængig undersøgelse beordret af Finanstilsynet er afsluttet.
19. august 2010, 05:00
Investeringsbankerne J.P. Morgan og SEB Enskilda er hyret til at sælge op til 30,1 pct. af aktierne i Saxo Bank, erfarer Berlingske Business. Det er den amerikanske kapitalfond General Atlantic, der efter godt fem års ejerskab har hyret investeringsbankerne til at sælge sin aktiepost på 22 pct. i Saxo.
Samtidig vil de nuværende og tidligere medarbejdere, der i alt ejer 8,1 pct. af aktierne, få mulighed for at sælge deres aktier til en eventuel køber.
Læs også: Saxo Bank sammenlignes med online-casinoer
Men det kan ikke udelukkes, at hele banken vil blive solgt. Officielt afviser bankens to stiftere og administrerende direktører, Kim Fournais og Lars Seier Christensen, at deres aktieposter på i alt 60 pct. er til salg, men ifølge Berlingske Business oplysninger er de dog ikke afvisende over for at sælge, hvis en køber af General Atlantics aktiepost er interesseret i at overtage hele banken og vil tilbyde en tilstrækkeligt attraktiv pris.
Hvad aktierne skal koste er et åbent spørgsmål. Men oven på et skuffende 2009-regnskab, der for første gang i 18 år viste et fald i overskuddet, har Saxo-stifterne Kim Forunais og Lars Seier Christensen i deres personligt ejede selskaber sat værdien af deres 60 pct. af Saxo Bank til i alt 4,8 milliarder kr., hvilket giver en samlet værdi på otte milliarder kr. Det er i øvrigt 1,6 milliarder kr. mindre, end hvad de selv vurderede Saxo Bank til at være værd ved udgangen af 2008.
Fremgang på alle fronter
Men siden har Saxo Bank præsenteret et halvårsregnskab, der viser voldsom fremgang på alle fronter, og ifølge flere finanskilder går de nuværende ejere efter en pris på deres aktier, der vil svare til en værdi på mellem 10 og 14 milliarder kr. for hele banken.
Læs også: Saxo Bank-overskud på halv milliard kr.
JP Morgan og SEB Enskilda har allerede udarbejdet salgsmateriale på Saxo Bank-aktierne, men angiveligt er salgsprocessen i øjeblikket reelt blevet sat i stå, fordi Finanstilsynet efter en inspektion har stillet en række krav, herunder blandt andet at Saxo Bank skal underkastes en uafhængig undersøgelse af en række forretningsgange.
Venter på undersøgelse
Den undersøgelse er endnu ikke igangsat, men vil formodentligt være afsluttet engang i løbet af oktober, og så længe resultatet af undersøgelsen ikke er kendt, er det usandsynligt, at der er nogen, der vil være villige til at købe Saxo Bank-aktier.
Læs også: Saxo Bank retter ind efter påbud
Angiveligt har Saxo Bank-ejerne også undersøgt muligheden for en børsnotering, men det er blevet vurderet som fuldstændigt urealistisk de kommende par år, blandt andet på grund af den massive negative medieomtale der har været af Saxo Bank i Danmark i løbet af foråret.
I stedet kan aktierne - eller i hvert fald en del af dem - blive solgt til eksempelvis en kapitalfond, en finansiel institution, eller eventuelt en virksomhed, der i forvejen arbejder med en lignende internetbaseret forretningsstrategi. Det gælder blandt andet en række online-casinoer som Bwin, Partygaming og Ladbrokes.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten