Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Saxo Bank-image skraber bunden

End ikke en charmeoffensiv og Tour de France-nyheder har kunnet redde Saxo Banks skrantende image, viser ny måling. »Man kan ikke købe sig til troværdighed,« lyder ekspertens forklaring.

»Av«. Hvis et image kunne tale, var det formentlig, hvad Saxo Bank ville sige.

Anklager om snyd og ufine forretningsmetoder har betydet, at bankens omdømme de sidste fire måneder har været på en snubletur af dimensioner.

Og hverken en omfattende markedsføringskampagne med helsidesannoncer i landets dagblade eller masser af sportsrelateret omtale som sponsor af et Tour de France-cykelhold har kunnet genvinde det tabte. Det viser en ny måling, som YouGov Zapera har foretaget for Berlingske Business.

BrandIndex-målingen viser, at Saxo Banks omdømme - målt på hvad folks generelle indtryk er af virksomheden - er faldet fra en score på tre til det nuværende niveau omkring minus 60. Oversat til dansk betyder bankens nuværende score, at hver gang 20 personer er positivt indstillede over for banken, har 80 personer et negativt indtryk.

Læs også: Saxo Bank sammenlignes med online-casinoer

At bankens image på den måde sidder fast i en bundplacering trods en heftig charmeoffensiv kommer ikke bag på Anders Heide, der er selvstændig kommunikationsrådgiver og tidligere har været kommunikationsrådgiver for bl.a. flere ministre og i private virksomheder.

»Det er en gylden regel i kommunikationsbranchen, at man kan ikke købe sig til mere troværdighed ved at reklamere. Problemet er, at er folk mistroiske, så ændres deres grundlæggende opfattelse af en virksomhed ikke af, at man sætter nogle annoncer i en avis,« siger han og peger også på det faktum, at stifteren Lars Seier Christensen nu flytter til Schweiz, som et træk, der ikke hjælper på imagekontoen.

Flygter fra problemerne

»Det virker lidt, som om de flygter fra tingene, når han nu flytter.«

Heller ikke Morten Thanning Vendelø, der er lektor på Institut for Organisation på Copenhagen Business School og ekspert i virksomhedsimage, undrer sig over, at Saxo Bank-imaget fortsat ligger i bund.

»Det er et relativt svagt svar på de negative angreb og anklager, de har mødt. At de ansatte står frem i annoncer og fortæller om den virksomhed, de er ansat i. Det er efter min vurdering et temmelig ligegyldigt modsvar.«

 




Markedet lige nu