Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Saxo Bank fyrer hver tredje i Danmark

Bankens nye direktører, Eric Rylberg og Karsten Poulsen, skærer hårdt, efter at omkostningerne i den væksthidsige bank er løbet løbsk. (Opdateret 10.35)

Investeringsbanken Saxo Bank fyrer mellem 320 og 340 medarbejdere ud af cirka 1000 ansatte i Danmark. Det sker som led i en ny effektiviseringsplan.

Ved ansættelsen af bankens to nye direktører, Eric Rylberg og Karsten Poulsen, den 1. august, meddelte bankens to stiftere, at deres første opgave skulle være at se på, om effektiviteten kunne øges. Og det koster nu hver tredje af de ansatte i Danmarks deres job.

"Saxo Bank har også i år leveret gode resultater, men banken er vokset hastigt og på mange områder. Det aflejrer i reglen en vis ineffektivitet, og det er også sket her. Det er et velkendt fænomen for en virksomhed i entreprenørfasen. Nu drejer det sig om at føre banken ind i en ny fase, hvor væksten bliver mere styret, og måden at arbejde på bliver mere systematisk," siger bankdirektør Eric Rylberg til Ritzau.

Den fremlagte effektiviseringsplan indeholder outsourcing, bedre brug af teknologi, en enklere organisation og ledelsesstruktur samt 320-340 færre medarbejdere i Danmark og herudover cirka 50 færre udenfor Danmark, primært i Storbritannien.

Saxo Banks stiftere og administrerende direktører, Kim Fournais og Lars Seier Christensen beklager reduktionen i antallet af medarbejdere, som de dog mener, er det rigtige for virksomheden.

"Nogen vil nok finde det kritisabelt, at vi trods stigende overskud afskediger så mange ansatte, men vi har indset, at vi kan blive mere effektive. Vi er kede af at skulle sige farvel til medarbejdere, men for virksomhedens skyld er det bedst, at vi gennemfører dette faseskifte nu," siger de to administrerende direktører i en fælles udtalelse.

/ritzau/

RB-Børsen

 




Markedet lige nu