Et krak i Amagerbanken kan give overborgmester Ritt Bjerregaard (S) mulighed for, at opfylde sit valgløfte om billige boliger til københavnske familier.
15. september 2009, 07:02 – opdateret 19. maj 2012, 17:32
En konkurs og en efterfølgende overtagelse vil nemlig overlade en masse boliger i hænderne på staten via afviklingsselskabet Finansiel Stabilitet. Det skriver dagbladet Børsen.
Indtil videre har Ritt Bjerregaard har ikke fået held til at bestemme over udlejningspriserne på de boliger, der gennem de seneste år er skudt op i København.
I stedet er der blevet bygget boliger, som nu er for dyre til at sælge i både Ørestad og i Sydhavnen, og som derfor står tomme. Mange af boligerne er finansieret via den nødlidende bank Amagerbanken, og en række ejendomsinvestorer, der nu har svært ved at få forretningen til at hænge sammen.
Hvis Amagerbanken krakker - og bliver overtaget af Finansiel Stabilitet - vil der formentlig blive oprettet et statsligt boligselskab under banken, ligesom det er sket i forbindelse med Roskilde Bank og Fionia Bank. Ritt Bjerregaard gik til valg på som overborgmester at skaffe 5000 boliger til 5000 kr. om måneden.
Hun vil tage kontakt til en eventuel statslig ejer af de mange boliger for at høre om, der derigennem kan findes en løsning på boligproblemerne i Hovedstaden. Det er mere fremkommeligt at tale med staten end med en privat ejer.
»Det skulle jo være, hvis man kunne bevæge sig derhen og sige, at det er vigtigere at få en indtægt på dem ved at leje dem ud end bare at lade dem stå tomme. Problemet er i dag, at vi kan godt som kommune gå ind, hvis en lejlighed har stået tom i tre måneder, men det er til en husleje, som ingen har råd til at betale,« siger Ritt Bjerregaard.






























































