Rigmænd kaster 50 mio. i Amagerbanken

Finansgruppens Jesper Tullin og en kreds omkring ham er klar til at spytte millioner i kassen for at redde Amagerbanken.

Endeligt mere godt nyt for Amagerbanken. Finansgruppens topchef Jesper Tullin er klar til at gå med i kapitaludvidelsen, og han har en stor pose penge med.

”Jeg har lige underskrevet tegningsblanket på at tegne for 25 mio. kr. i aktier. Og så er det lige ved at falde på plads, at en kreds omkring mig tegner for yderligere 25 mio. kr. Det kan være, at det bliver 20 mio. kr. – det kan være, at det bliver 30 mio. kr. Det ved vi ikke endnu, men det bliver i den størrelsesorden,” siger Jesper Tullin til business.dk.

Rigmanden vil dog ikke komme nærmere ind på, hvilke kendte ansigter der er at finde i kredsen.

”Hvis de mennesker, som jeg snakker med og omgås i denne sammenhæng, har lyst til at fortælle, hvor meget de hver især vil tegne, så er det op til dem. Det er heller ikke alle aktierne, der er tegnet endnu, men aktier for i omegnen af 25 mio. kr. er det billede, der tegner sig,” siger Jesper Tullin, som i 1991 startede Finansgruppen, der handler med ejendomsprojekter i Danmark og Storbritannien - og som hele tiden har haft Amagerbanken som hovedbankforbindelse på de danske projekter.

Amagerbanken står over for en barsk deadline, hvor der inden 15. september skal findes 750 mio. kr. for at få del i en livsnødvendig statsgaranti. Indtil videre har kun Nykredit offentligt meldt ud, at de køber nye aktier for omkring 45 mio. kr., således at finansorganisationen holder sin andel af aktiekapitalen på fem procent.

Men Jesper Tullin tegner flere nye aktier end hans gamle portefølje giver tegningsretter til. Rigmanden lægger ikke skjul på, at det er, fordi han har troen på Amagerbanken, at han skyder penge ind.

”Det er mange penge, og det er også derfor, at jeg har spekuleret så længe. Men der er også lidt hjerteblod i det. Jeg tror på Amagerbanken. Det er nok samlet set lidt mere, end jeg ellers ville have brugt på ren aktiespekulation. Men jeg har godt med det her,” siger Jesper Tullin til business.dk

 



Markedet lige nu