Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Rige kunder kan sove roligt

De gode Amagerbanken-kunder har i virkeligheden ikke så meget at frygte. Heller ikke de meget velhavende, som faktisk er bedre dækket, hvis banken krakker. Men de »dårlige« kunder bør flygte.

Sagaen om Amagerbankens fortsatte eksistens kører på højeste blus i disse dage med kun en dag til den meget vigtige generalforsamling, hvor bestyrelsesformand N. E. Nielsen skal fremlægge en plan for bankens overlevelse.

Mange af bankens kunder oplever det som en meget stressende tid, hvor de ikke ved, om de skal skifte bank eller ej.

De gode kunder kan dog sove trygt om natten. De er for det første dækket af statens fulde indskydergaranti frem til den 30. september - herefter er det kun beløb op til 750.000 kroner, som er dækket af indskydergarantifonden.

For det andet behøver de heller ikke frygte, at N.E. Nielsen smider håndklædet i ringen - for så ender banken i statens oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet. For lykkes det ikke for bestyrelsesformanden at skrabe de nødvendige 750 millioner kroner ekstra sammen til at styrke kapitalen, kan banken ganske enkelt ikke få fornyet de lån, som udløber i september.

Så er Amagerbanken i likviditetsvanskeligheder. Og så vil Finanstilsynet bede N. E. Nielsen om at overdrage nøglerne til filialdørene til formanden for Finansiel Stabilitet, Henning Kruse Petersen, selv om banken overholder solvenskravet.

Større sikkerhed ved krak

Og så har kunderne igen staten som beskytter - også efter den 30. september - og hele deres indskud er dækket.

»Det er rigtigt, at kunder med store indskud faktisk får større sikkerhed, hvis banken krakker. I den situation kan de være helt rolige,« siger professor på Copenhagen Business School Finn Østrup.

Det er dog vigtigt for kunderne at være opmærksomme på, at Finansiel Stabilitet hurtigt vil forsøge at sælge den sunde del af banken igen, og når det sker, er det igen den almindelige indskydergaranti og ikke den fulde statsgaranti, som gælder.

Finn Østrups kollega på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet, professor Peter Løchte Jørgensen, påpeger dog, at der kan være gode grunde til at overveje at skifte fra Amagerbanken uanset hvad:

»Det er ikke sikkert, man gider være en del af det show. Som professionel indskyder er det formentlig mere attraktivt selv at bestemme, hvem der skal være ens bankforbindelse, selv om man er dækket af statens garanti,« siger Peter Løchte Jørgensen.

Finn Østrup opfordrer ligefrem en del af Amagerbankens kunder - dem, som skylder banken penge - til at finde en ny bank:

»Hvis banken bliver overtaget af Finansiel Stabilitet, og de gode kunder bliver frasolgt, så er der nogen, der kommer i problemer. Hvis de først er blevet klassificeret som dårlige kunder, så viser erfaringen fra Roskilde Bank, at det bliver nærmest umuligt for dem at komme væk,« siger Finn Østrup.

Insolvente bør flygte

Han bakkes op af Kim Valentin, uvildig økonomisk rådgiver ved Finanshuset i Fredensborg.

»Det er virkelig ikke sjovt at være de kunder, der ender fastlåste i Finansiel Stabilitet. Det har Fionia og Roskilde Bank jo vist os. Renten stiger markant, så det bliver meget dyrere for dem at opretholde deres lån - men de har ingen andre muligheder,« siger Kim Valentin, uvildig økonomisk rådgiver i Finanshuset i Fredensborg.

 




Markedet lige nu