Panikløsningen med at sælge BankTrelleborg over en weekend kunne måske være undgået. Uafhængige revisorer vil ikke udelukke, at banken var i en situation, hvor der var tid til at forhandle en ordentlig pris hjem.
11. september 2008, 13:47
En hektisk weekend i januar resulterede i, at Sydbank overtog BankTrelleborg til spotpris, men den situation kunne måske være undgået. Det fremgår af den uafhængige revisor-rapport, som blev offentliggjort torsdag.
»I forbindelse med vores gennemgang af BankTrelleborgs forhold har vi ikke fundet grundlag for entydigt at antage, at »krisen« var af en sådan karakter og omfang, at det var udelukket at skabe en fornøden tidsramme til at afsøge andre muligheder for løsning af bankens situation, end den valgte,« skriver revisorerne Henrik Priskorn fra Deloitte og Mogens Andersen fra Beierholm i rapporten.
I dagene op til januar-weekenden konstaterede BankTrelleborgs bestyrelse, at banken opfyldte solvenskravet, og derfor ikke var nødlidende. Finanstilsynet gav om fredagen banken en frist til mandag morgen til at få sin likviditet på plads, hvis filialerne skulle have lov til at åbne igen. Likviditeten havde intet med solvensen at gøre, men kravet satte banken i en penibel situation.
Kort før midnat søndag aften stod løsningen klar, da bestyrelsen vedtog, at banken alligevel ikke opfyldte solvensbehovet, og dermed var nødlidende. Det træk var vigtigt, for det åbnede mulighed for at bruge en særlig paragraf i loven, og dermed kunne Sydbank overtage BankTrelleborg med Finanstilsynets godkendelse.
»Det er efter vores opfattelse ikke dokumenteret, at bankens samlede aktiviteter ikke har ligget inden for de i lovgivningen fastlagte rammer for bankens virksomhed, herunder kravene til størrelse af nødvendig kapital og likviditet,« skriver revisorerne.
Revisorerne vurderer i deres rapport, at Sydbank burde have betalt 93 kr. pr aktie i stedet for 59, hvis det antages, at banken skulle sælges inden mandag morgen.
Sydbank har efterfølgende oplyst, at den er uenig i vurderingen, men betaler den ekstra regning for at komme hurtigt videre. Revisorerne konkluderer, at prisen kunne være endnu højere, hvis der havde været tid til forhandling.
»Vi kan imidlertid ikke afvise, at muligheden for en anden tilgang til fastlæggelsen af handelsværdien gennem et anderledes og længerevarende forløb med successiv afhændelse af aktiver og forpligtelser - helt eller delvist til en flerhed af købere - kunne have medført en anden værdi,« står der i rapporten.
Hos Finanstilsynet føler embedsmændene sig provokeret af revisorernes kommentarer om, at BankTrelleborg muligvis var solvent og derfor kunne have fundet en anden løsning.
»Jeg må imidlertid klart afvise revisorernes formodning om, at der kunne have været længere tid til at finde en løsning. Revisorerne har ikke de nødvendige forudsætninger for at udtale sig om dette spørgsmål. De har heller ikke indsigt i det fulde beslutningsgrundlag i weekenden op til mandag 21. januar,« skriver vicedirektør i tilsynet Peter Sylvest Larsen i en pressemeddelelse.
Han henviser i øvrigt til Finanstilsynets tavshedspligt.































