Foreningen af Statsautoriserede Revisorer vil udpege to revisorer til at kigge på prisen for tvangsindløsning af aktier i Bank Trelleborg.
25. januar 2008, 17:09 – opdateret 13. maj 2012, 23:50
Hvad burde de tvangsindløse mindretalsaktionærer have fået for deres aktier i Bank Trelleborg, der blev reddet fra konkurs af Sydbank?
Det skal to uafhængige revisorer nu tage stilling til. Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR) har modtaget henvendelser fra flere utilfredse aktionærer i Bank Trelleborg.
Foreningen vil derfor bede to revisorer om at komme med en prisfastsættelse af aktierne og vil samtidig bede Bank Trelleborg om oplysninger, der kan kaste lys over, hvordan bankens egen revisor opgjorde prisen på aktierne.
Når de to revisorer er kommet med en afgørelse, kan den efterfølgende bringes for retten.
Ifølge reglerne kan en aktionær med 70 procent af aktierne i et pengeinstitut tvangsindløse de øvrige aktier. Hvis aktionærerne er uenige, kan FSR udpege to revisorer, der vil vurdere prisen.
/ritzau/






























































