2. november 2008, 05:00

Solen kaster fra morgenstunden sine stråler ind over kysten til Den Persiske Golf, hvor det salte blå vand møder ørkenens sand.

På den ellers flade kyststrækning står en lille klump af skyskrabere, som ved nærmere øjesyn slet ikke ligner de velkendte firkantede kasser og heller ikke er nær så høje, som i andre storbyer. Alle som en er de tegnet af berømte arkitekter, der er fløjet ind fra hele verden, og næsten alle som en har de endnu kraner på toppen. Billedet af dem er ikke helt klart, for varmedisen og ørkenstøvet har lagt sig som et permanent slør over byen.

Byen er Doha. Hovedstad i Qatar, verdens rigeste land, målt på bruttonationalprodukt pr indbygger.

Ikke langt fra centrum i en lille klynge af ens huse med en swimmingpool og tennisbane i midten og en høj mur udenom, bor Hans Henrik Bech med sin familie. Han er direktør for konsulentvirksomheden Rambølls aktiviteter i Qatar, og det har han været de seneste otte år.

»I slutningen af 1990erne kom krisen. De asiatiske valutaer kollapsede, olieprisen faldt til 10 dollar pr tønde, og alle projekter i branchen blev sat på hold. Vi valgte at beholde tre til seks kernepersoner hernede, som bare ventede på bedre tider,« siger Hans Henrik Bech.

Samarbejde med Mærsk

De bedre tider kom i 2001, og Rambøll sendte Hans Henrik Bech til landet. I dag er de tre til seks mand blevet til 220 medarbejdere af mange nationaliteter. Kun 15 af dem er danskere, mens langt de fleste er indiske ingeniører.

Krisen i verdensøkonomien er atter kommet på dagsordenen; men foreløbig har det ikke givet anledning til at trykke på bremsen i Qatar. Landet havde sidste år en økonomisk vækst på 14 pct., og der er masser af projekter ikke mindst i energisektoren, som Rambøll kan kaste sig over.

»Det bliver formodentlig lidt sværere at låne penge som i resten af verden; men vi tror ikke, at lysten til investeringer i lokale projekter vil aftage. Olieprisen skal meget langt ned, før de olie- og gasrelaterede projekter bliver en dårlig forretning,« forklarer Hans Henrik Bech.

Rambølls springbræt i Qatar er A.P. Møller - Mærsk, som har et enormt olieprojekt i landet. Her fungerer Rambøll som konsulent på enkelte opgaver, og bortset fra klimaet og placeringen langt væk hjemmefra er der ikke meget til forskel fra de opgaver, som Rambøll løser for Mærsk ude i Nordsøen.

»I mere end 30 år har vi været rådgiver for Mærsk i Nordsøen. I takt med at de er vokset, har vi opbygget en ekspertise inden for olie og gas, og den bruger vi også hernede,« siger Hans Henrik Bech.

Mærsk Olie og Gas er ingen lille spiller i Qatar. Selskabet underskrev kort før julen 2005 en aftale med det statslige olieselskab, Qatar Petroleum, om at udbygge oliefeltet Al Shaheen, der ligger ud for landets nordlige kyst. Siden er aftalen udvidet til at dække et lidt større område, og inden længe ventes Mærsk Olie og Gas at være det største udenlandske olieselskab i Qatar.

For at gennemføre udvidelsen af oliefeltet må Mærsk bygge 15 eksisterende produktions og boligplatforme sammen med helt nye, og det er her Rambøll kommer ind i billedet.

Rådgivervirksomheden har ansat ingeniører, der er eksperter i at bygge gamle boreplatforme om uden at give køb på produktion og sikkerhed. For dem er ingen opgave ens, og de har mange hensyn at tage, når de mange rør og ledninger skal føres rundt mellem hinanden og kobles sammen.

Gas er fremtiden

Kun få af ingeniørerne er til stede på boreplatformene ude i havet. I stedet sidder de ved deres skærme og ser på indviklede tegninger 80 kilometer længere mod syd i hovedstaden Doha. Her er Rambøll flyttet ind med knap 100 medarbejdere på 10. etage i Mærsks moderne men også anonyme bygning tæt ved Dohas havnepromenade.

»Det er vigtigt for os at være tæt på kunden, så vi hele tiden kan spørge om eksisterende forhold og få af vide, om det, vi gerne vil ændre, er i orden,« siger Hans Henrik Bech.

Ved at følge med Mærsk til Qatar fik Rambøll skabt fundamentet til en attraktiv forretning med gode vækstmuligheder. Alverdens olieselskaber er samlet i det lille ørkenland, der i modsætning til de andre arabiske lande ikke løber tør for olie og gas de næste mange år.

»Der bliver ved med at dukke nye projekter op, og jeg forudser, at det kommer til at køre mange år endnu,« siger Hans Henrik Bech.

Selv om Mærsks oliefelt synes stort, er det for intet at regne mod det gasfelt, som ligger rundt om. Gasfeltet er verdens største, og det er især det, der skal bære landets fremtid. Boreplatformene står derfor tæt ud for nordkysten af Qatar; men sikkerheden i området er høj, og Berlingske Business får ikke umiddelbart adgang dertil.

Syd for Doha er der derimod frit udsyn til nogle af Qatars store raffinaderier, men strengt forbud mod fotografering. Midt ude i ørkenen bag høje pigtrådshegn træder bygningerne frem som grå silhuetter i varmedisen, og i toppen af flere tårne ses de store flammer.

Rambøll har et af sine projekter på raffinaderiet, og det har direkte relation til flammerne. Selskabet har udviklet en teknik, der gør afbrændningen mere ren, og det har desuden en teknik, så olieselskaberne undgår at brænde overskydende gas af, men i stedet kan bruge den.

Med sin tilstedeværelse i landet er det lykkedes Rambøll at få kunder som det store franske olieselskab Total og det japanske QPD. Det statslige olieselskab, Qatar Petroleum, har også skrevet kontrakt med den danske koncern, og det samme gælder en række mindre olie- og gasselskaber i landet. Dem betjener Rambøll fra sit eget kontor, som ligger et stykke væk fra Mærskbygningen og havet.

Lille hovedkontor

Om morgenen ankommer Hans Henrik Bech til Rambølls hovedkontor i Doha i sin firehjulstrækker. Der er ikke noget særligt direktøragtigt ved bilen, for vi er i et land, hvor benzinen flyder direkte fra kilden, så store biler er hver mands eje.

Det specielle er bilen set i forhold til hovedkontoret. Lige så fin og stor som den er, lige så lille og usselt synes hovedkontoret at være.

Væk er de imponerende bygninger med store glasfacader og flotte receptioner. I stedet står vi på en støvet og ganske trafikeret vej i Dohas midte. Foran os ligger en skønhedssalon og et arabisk salgskontor; men over døren mellem de to butikker hænger et banner af stof med Rambølls logo.

»Det er forholdsvis dyre lejemål hernede, og vi har ikke brug for butikkerne, så dem lejer vi ikke,« forklarer Hans Henrik Bech og forsikrer, at et rigtigt Rambøll-skilt er på vej.

Inde i den seks etager høje bygning står skrivebordene tæt. Ved dem sidder indiske ingeniører, mænd såvel som kvinder, og arbejder med komplicerede computerprogrammer. Med sin beliggenhed i Den Persiske Golf har Qatar den fordel, at inderne kan komme til og fra med relativt få flyvetimer.

»Indien er en god ressourceproducent til os. De har selv petrokemisk industri, de taler engelsk, og så uddanner de et væld af ingeniører. Det betyder, at vi kan få folk med god erfaring, og tilmed passer deres kultur rigtig godt til den danske mentalitet,« forklarer Hans Henrik Bech.

Fremmedarbejdere

I et af de mindre kontorer sidder et par medarbejdere i en funktion, som vi ikke kender til herhjemme. De har udelukkende til opgave at ordne private forhold for Rambølls ansatte, for det er arbejdsgiverens pligt at sørge for, at hver enkelt medarbejder og eventuel medbragt familie kan klare sig.

Den høje vækst i Qatar kombineret med landets rigdom betyder, at det er svært at finde noget at bo i. Samtidig er myndighederne ganske strikse, når de bestemmer, hvem de lukker ind i landet ud over turister. På det lille kontor er der derfor mapper fyldt med visumansøgninger og lejekontrakter.

»Vi er alle fremmedarbejdere hernede. Vi kommer ikke for at slå os ned permanent,« konstaterer Hans Henrik Bech.

I Qatar bor omkring en million mennesker. Af dem er blot 200.000 indfødte qatarier, og så er der alle de forretningsrejsende, som opholder sig i landet i kortere perioder. Derfor kan en qatari være et sjældent syn.

Generelt er den arabiske forretningsverden anderledes end den europæiske. En af de største udfordringer er at finde ud af, hvem der er beslutningstagerne på et projekt, og herfra er det så en kombination af professionalisme og personlige relationer, der tæller.

»Det handler om tillid og personligt netværk, så det kræver vores tilstedeværelse. Vi skal møde op og være synlige, og så skal vi først og fremmest være ærlige,« siger Hans Henrik Bech.