Prisen på virksomheder under pres

Den finansielle uro, der breder sig som ringe i den internationale pengeverden, truer med at presse priserne på virksomheder. Det kan betyde, at flere opkøb vil gå i vasken, eller at børsnoteringer afløser egentlige handeler.

Den aktuelle usikkerhed på aktiemarkederne og det øgede renteniveau begynder så småt at trykke priserne på danske virksomheder.

Virksomhedsmæglere og rådgivere melder om udsigt til endnu et godt år for virksomhedshandler.

Men selv om 2007 fortsat ser godt ud, når det gælder handler af mindre og mellemstore virskomheder, så er handelstempoet ved at gå ned, og det bliver fortsat sværere for købere og sælgere at blive enige om prisen.

»Der har været et vist pres på priserne inden for de seneste uger, og toppen af priserne bliver taget af i øjeblikket,« konstaterer Henrik Audon, der er partner i Audon Partners, som rådgiver i forbindelse med virksomhedshandeler.

Hvor meget det drejer sig om, er der endnu uvished om, eftersom uroen på de finansielle markeder fortsat buldrer afsted.

»Men et bud vil være op til ti procent afhængig af, hvor store virksomhederne er. For alle gælder det, at det er blevet lidt dyrere at finansiere virksomhedskøb, og så er der også spørgsmålet om, hvor mange renteomkostninger, man kan fratrække skattemæssigt i forbindelse med køb,« siger Henrik Audon.

Store handler
Hos KPMG påpeger chef for Corporate Finance, Søren Milner, at det indtil videre primært har været de helt store internationale virksomhedshandler, der er finansieret med store såkaldte syndikerede lån, der har været ramt.

Handlerne i Danmark har ikke været lige så kraftigt belånte som i udlandet. Men i London og USA er situationen direkte begyndt at påvirke kapitalfondenes mulighed for at købe op, og konkurrencen med industrielle købere er blevet stærkere.

»Der er nok ingen tvivl om, at det vil påvirke priserne, som køberne kan give, i nedadgående retning, men det påvirker ikke nødvendigvis sælgernes forventninger til pris. Der vil blive større afstand mellem købere og sælgere, og flere handler vil falde på gulvet,« siger Søren Milner.

Han anslår, at første halvdel af i år vil tegne til at blive en foreløbig top med hensyn til opkøbsaktivitet, og at resten af 2007 vil vise sig at blive mindre travl.

Mange sager
Jan Davidsen, der er partner og adm. direktør i corporate finance-firmaet, Atrium Partners, peger på, at udviklingen på erhvervslivets forskellige markeder og blandt dets kunderne i disse år er med til at drive virksomhedshandelen i Danmark, hvor mange står klar til ejerskifte.

»Vi har mange sager i øjeblikket, både nogle i den indledende fase og nogle i den afsluttende fase, og i alle dem står køberne fast. Handlerne går igennem på den korte bane, men det er klart, at hvis den markedskorrektion på 10-20 pct., vi har set, bider sig fast, så vil det have en effekt på handlen med virksomheder,« siger han. Som alternativ til virksomhedshandler med kapitalfonde og industrielle købere peger Søren Milner fra KPMG på børsnoteringer. »De fleste salgsprocesser fortsætter i øjeblikket, og der er ikke noget strukturelt ændret. Kapitalfondene skal stadig købe virksomheder, og industrielle købere skal fortsat købe op. Men kapitalfondenes prissætning vil blive påvirket negativt, og jeg tror, vi vil se flere børsnoteringer, fordi fondsbørsen vil blive mere attraktiv,« siger han.

Blandt de kommunikationsbureauer, der rådgiver i forbindelse med virksomhedshandeler, har man allerede bebudet en række danske børsintroduktioner inden årets udgang. Trods finansuroen fastholder regeringen, at Dong Energy noteres i år, og i den forløbne uge, hvor finansuroen for alvor rasede, har ejendomsselskabet Property Group og IT-virksomheden, IT Intergroup, meldt deres ankomst på helholdsvis fondsbørsen og First North.

 



Markedet lige nu