Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Presset Erik Damgaard vil være bankmand

Den tidligere IT-milliardær Erik Damgaard kæmper for at beholde resterne af sin formue, men det forhindrer ham ikke i at have store planer for sin bank, Cantobank, som han vil udvikle på IT-fronten.

Det skriver dagbladet Børsen.

»Det bliver både inden for mikrobetaling med mobiltelefon, hvor vi vil prøve at konkurrere lidt med dankortet, og så er vi klar med en ny investeringsplatform,« fortæller Erik Damgaard til Børsen.

Der har i mange år været tale om, at man i højere grad skulle kunne bruge mobilen som almindeligt betalingsmiddel, men det er indtil videre gået meget langsomt på området. Sidste efterår meldte Danske Bank ud, at storbanken først forventer at have et system klar i 2014.

Erik Damgaards planer er at komme langt tidligere.

»Det kræver en bank til det, og det kræver, at der skal skrives nogle IT-systemer, og dem kan jeg godt lave,« mener Erik Damgaard.

»Vi laver dem færdige her i efteråret, så ved årets udgang skulle vi gerne lancere dem,« siger han.

Samtidig med at han arbejder på IT-systemerne, er han også i gang med at skaffe kapital til banken.

»Jeg tror ikke, det bliver noget problem at skaffe kapital til banken. Det tager noget tid og er besværligt, men der er mange, der gerne vil,« siger han.

 




Markedet lige nu