21. marts 2010, 06:00

Først kan pressechefen ikke se, hvorfor direktøren skal bruge tid på sådant et interview.

»Hidtil er der ikke kommet noget godt ud af at være åbne og ærlige, men lad os se, hvad han siger,« lyder det kortfattet i mailen. Saxo Bank er tidligere endt i rollen som finanssektorens hårde kynikere. Hvorfor bringe mere brænde til bålet?

Efter en tænkepause kommer der alligevel et ja fra Lars Seier Christensen.

Så her sidder vi.

På hans kontor med udsigt over Tuborg Havn, hvor han tager imod med en snert af træthed i stemmen. Som en plaget far, der igen og igen har affærdiget et barn og nu én gang til skal forklare, hvorfor det er en dårlig idé at spise slik før aftensmaden.

Omverdenen har lige fra begyndelsen afkrævet forklaringer af Saxo Bank, der åbent bekender sig både til liberalismen og filosoffens Ayn Rands tanker om at skabe sin egen lykke. Da man i 2008 fyrede hver tredje medarbejder i virksomheden på trods af et godt resultat, blev Saxo Bank anklaget for en kynisk virksomhedskultur af både forbund og offentlighed.

Ingen af anklagerne har fået Lars Seier Christensens puls til at stige. Det er nemlig ikke erhvervslivet, der benytter sig af falske forudsætninger. Det er den politiske verden, det er riv rav ruskende galt med. De folkevalgte. Kujonerne inde på borgen, der stadig trykker hjerteligt hånd med kynismen, hver eneste gang den dukker op i korridorerne.

»Erhvervslivets formål er at drive en velfungerende forretning, og det kan medføre en grad af brutalitet nogen gange. Det er ikke kynisme i den forstand, at der er en masse skjulte agendaer. I politik derimod er der en kynisk populistisk tilgang til tingene. Hvis man skal få folk til at tro noget, er det ligegyldigt, om det er relevant eller vigtigt – så længe det bare giver stemmer.«

Lever vi i en kynisk tid?

»Ja, politisk gør vi. Folk tror, at politikerne sidder i Folketinget, fordi de vil Danmark det godt. Men langt de fleste sidder der, fordi de vil have en karriere eller i mange tilfælde et livsophold, og de virker bedøvende ligeglade med Danmarks fremtid. Det er en kynisk tilgang, hvor du har svært ved at gennemskue de faktiske formål med, hvad politikeren gør. En virksomhed kan du være uenig eller enig med i måden, den bliver drevet på. Den er ikke kynisk i den forstand, at den opstiller en falsk agenda for, hvad den gør,« siger han.

Iinternt i Saxo Bank taler man om rationalitet. Et begreb, man finder både i den stentunge udgave af Ayn Rands »Og verden skælvede« i direktørens bogreol og i organisationssjælen. Beskyldningerne om kynisme møder man kun udenfor væggene. Lars Seier Christensen selv stræber efter at være et rationelt menneske i alt, hvad han gør. Andre vil måske kalde det brutalitet. Men han er ligeglad.

»Kapitalismen og erhvervslivet er grådigt. Du laver ikke en virksomhed for ikke at tjene penge. Det heldige ved kapitalismen er, at den har en række gavnlige sideeffekter. Den skaber job og et skattegrundlag. Der er ikke noget galt i det. Det er mærkeligt, at kapitalismen bliver fremstillet som noget usympatisk. Man kan undre sig over, at folk nogle gange fremstiller erhvervslivet, som om vi gør noget forkert.«

Er det et image, der altid vil blive hæftet på finanssektoren?

»Det tror jeg. Og det er et politisk synspunkt. Vi må bare acceptere, at der er nogen, der ser verden på en anden måde, end vi selv gør. Men deres verden ville ikke eksistere, hvis der ikke fandtes mennesker som os.«

Bliver du selv opfattet som kyniker?

»Ikke af folk, der kender mig, tror jeg. Men jeg skal ikke kunne sige det.«

Har du en fornemmelse af, at folk, der ikke kender dig, gør det?

»Jeg tror da nok, at folk udefra måske opfatter mig som brutal. Men det gør folk, der kender mig, ikke. Vi prøver at være ærlige omkring vores holdninger. Vi render ikke rundt og hævder, at vi er her for at give et job til folk, der ellers ikke har et sted at være. Vi er her, fordi vi er en kapitalistisk virksomhed. Vi skjuler det ikke. Det er mere angribeligt, hvis vi gjorde det. Så må man selv bestemme, om man vil være kunde her eller ej.«

Har du oplevet kynisme i erhvervslivet?

»Så er vi igen tilbage til definitionen af kynisme, som jeg vil kalde for noget andet. Gode ledere er nødt til at agere håndfast på problemer. Og der er grænser for, hvor meget sukker du kan komme på det. Men sørg for at gøre det ordentligt, og sørg for at folk kan tale med nogen, der bringer dem videre i livet. Jeg tror ikke, at du kan finde mange CEOs, der synes, at det er fantastisk sjovt at fyre folk.«

I havde selv en fyringsrunde, hvor Finansforbundet kaldte jer for kyniske. Hvad tænkte du, da den kritik kom frem?

»Vi havde brugt meget tid på at diskutere den proces med forbundet, så vi var irriterede over deres udmelding. Man kan ikke forvente at finde forståelse i offentligheden eller medierne. Jeg er ikke ked af at have prædikat af at være en kapitalistisk virksomhed, der tænker rationelt. Det kan godt være, at det kunne have været håndteret mere elegant. Men hvis man havde gjort det på en anden måde, kunne det kritiseres af andre grunde.«

Hvis I havde lavet samme fyringsrunde i USA, ville reaktionen have været anderledes?

»Det ved jeg ikke. Formentlig. Der er nok en mere kontant tilgang til tingene i både USA og Asien. Men jeg følte nu ikke, at det ikke var accepteret her i organisationen. På grund af naturen i vores branche var vi nødt til at gøre det ret hurtigt. Jeg mener også fundamentalt, at det er bedre at gøre tingene hurtigt end at trække pinen ud.«

Er det et ømt punkt for jer at blive kaldt for kyniske?

»Nej, for det afgørende er, hvad der skete i den pågældende situation, og så er jeg ret ligeglad med, hvad en politiker eller en journalist mener om det. Det vigtigste er, at medarbejderne forstod det. Det kan da sagtens være, at de har brokket sig bag ens ryg. Men de er velkomne til at komme og skælde mig ud og spørge ind til forløbet.«

Læs tidligere artikler i serien:

Headhunter Kurt Brusgaard: Kyniker i
jakkesæt

Bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl: Der er
lidt skuespil i det

LÆS HELE INTERVIEWET I BUSINESS SØNDAG