Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Oprør skærper krav til formuer i pengetanke

Adskillige hundrede tusinde danskere tilhører det tavse flertal i fonde og foreninger, som har samlet 100 »herreløse milliarder« sammen. Nu skal medlemsdemokratiet styrkes, og der skal etableres offentligt tilsyn. Økonomiminister Lene Espersen udvider kulegravningen af de »herreløse milliarder« til også at omfatte sparekassefonde.

Oprøret ulmer hos pengetankene, som har opsamlet »herreløse milliarder« for omkring 100 mia. kr. Medlemsdemokratiet er ikke eksisterende, lyder kritikken, omkostningerne er løbet løbsk og bestyrelserne har ikke kompetence til at styre de enorme summer.

Der er enighed blandt politikere og kritikere om behovet for at stramme grebet og det offentlige tilsyn. Alternativt er der krav om at ekspropriere milliarderne til gavn for samfundsøkonomien.

Kritikken er taget til i styrke efter et år, hvor foreningerne har tabt milliarder og atter milliarder af kroner.

Både Realdania, Nykredit og TrygVesta-ejeren, Tryghedsgruppen, har på det seneste oplevet oprør på de indre linjer. Kritikken går blandt andet på, at medlemsdemokratiet ikke fungerer. Disse rige foreninger styres af en lille gruppe mennesker, som selv bestemmer, hvem der skal lukkes ind i varmen i bestyrelserne.

Et flertal af politikere på Christiansborg vil have de »herreløse milliarder« underlagt et offentligt tilsyn. Dansk Folkepartis Colette Brix har stillet en række spørgsmål til økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen. Blandt andet med krav om en redegørelse for, hvad disse foreninger og fonde har investeret deres penge i.

Colette Brix lægger ikke skjul på, at de mange penge kunne gøre mere nytte i samfundsøkonomien end ved at være samlet op i disse lukkede fonde og foreninger.

Hos medlemmer af Realdania-repræsentantskabet er der utilfreds med, at man ikke er tættere informeret om de store, strategiske beslutninger. Repræsentantskabet orienteres samtidig med offentligheden, og det er ikke godt nok, mener man.

Det synspunkt støttes af tidligere fabrikant Laurids Jessen, som har stor erfaring med topledelse i erhvervslivet samt køb og salg af virksomheder. Laurids Jessen fra det tidligere VT Holding er medlem af repræsentantskabet i foreningen Nykredit, og på det ordinære repræsentantskabsmøde for nylig rejste han sig og kom med en sønderlemmende kritik af det ikke-eksisterende medlemsdemokrati.

Laurids Jessen siger til Berlingske Business, at foreningen Nykredit er ualmindelig udemokratisk, blandt andet fordi bestyrelsen efter hans mening er selvsupplerende.

»Bestyrelsen bør styrkes og i langt højere grad end i dag afspejle geografien blandt medlemmerne,« siger han.

Han er kritisk over for, at bestyrelsesmedlemmerne klæber til deres poster i alt for mange år. Derudover frygter han, at omkostningerne er løbet løbsk og kritiserer, at Nykredit købte den skrantende Forstædernes Bank alt for dyrt: »Det var ikke godt købmandskab.«

Laurids Jessen siger til Jyllands-Posten, at der er behov for væsentlige ændringer, og han afviser ikke egentlig ekspropriation af disse mange milliarder, hvis der ikke findes en bedre løsning.

Svært at gennemskue
Professor i selskabsret ved Syddansk Universitet, Søren Friis Mortensen, er enig i, at det for medlemmerne kan være svært at gennemskue, hvad der foregår. Han mener dog ikke, at der er brug for ny lovgivning på området (en egentlig ny foreningslov.)

»Ejendomsretten til milliarderne ligger hos foreningerne, ikke hos medlemmerne. Og derfor er det i vid udstrækning op til medlemmerne selv at søge indflydelse. De må selv gøre deres rettigheder gældende,« siger han og antyder, at det er passiviteten hos det store tavse flertal, der er det største problem.

Mens Søren Friis Mortensen således ikke ser noget behov for ny lovgivning, understreger han, at der er et meget stort behov for bedre oplysning, mere information og mere inddragelse af medlemmerne.

Det er i vid udstrækning typisk de medlemmer, som bestyrelsen peger på, som ryger ind i repræsentantskaberne og dermed er med til at bestemme, hvem der skal sidde i de attraktive bestyrelser.

Trods de paure resultater i 2008 er løn og honorar til direktion og bestyrelse ikke faldet. Tværtimod. Således har direktionen i Realdania fået øget deres samlede aflønning.

Lønsomt personsammenfald
Formanden i Realdania, Jean Brahe, har det mest givtige ben med et årligt honorar på 675.000 kr. Nykredit-formanden Steen Christensen får 1,1 mio. kr, men han er både formand for realkreditselskabet og foreningen. Dårligst lønnet er formanden i BRF-fonden. I modsætning til Nykredit, hvor der er personsammenfald mellem formanden i det opererende selskab og foreningen, er den post adskilt hos BRF. Her varetager Arne Bang Mikkelsen jobbet som formand i fonden, mens advokat Oluf Engell er formand for realkreditselskabet BRFkredit.

Også i Tryghedsgruppen er der personsammenfald mellem formanden i fonden og formanden for TrygVesta. Han hedder Mikael Olufsen.

Det særligt givtige i Realdania er, at foreningen har haft to medlemmer af bestyrelsen i Danske Bank. Tidligere både Jørgen Nue Møller og professor Majken Schulz. Dansk Bank-honoraret er 525.000 kr. Nue Møller var i en årrække næstformand, og det gav det dobbelte.

Kritik afvises
Kommunikationschef Birgitte Boesen, Realdania, oplyser, at der ikke er indgået aftale om, at Realdania skal have bestyrelsesposter i banken, ligesom Realdania heller ikke har indgået nogen aktionæraftale omkring ejerposten på 12 procent i Danske Bank.

Både Realdania, Nykredit og TrygVesta har afvist kritikken og kravet om modernisering af medlemsstrukturen.

Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen har bedt Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en redegørelse, der skal afdække om der er behov for nye regler og et skærpet, offentligt tilsyn med foreninger, der tidligere har været realkreditinstitutter.

Berlingske Business erfarer, at den undersøgelse er blevet udvidet til også at omfatte de mange sparekassefonde, der findes i Danmark. Det udredningsarbejde ventes færdigt umiddelbart efter sommerferien.


Fik du læst:

Danske Bank fik reelt underskud i 2008

Bankpakke 1: Kassen allerede tom

Asger Aamund: Bodegasnak fra Helle Thorning

 




Markedet lige nu