Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nyt gruppesøgsmål i BankTrelleborg

Finanstilsynets politianmeldelse af Banktrelleborg får mindretalsaktionærerne til at forberede helt nyt gruppesøgsmål.

De små aktionærer i BankTrelleborg er klar til endnu et gruppesøgsmål mod Sydbank i håb om at skyde genvej til de penge, som de mener, de er blevet snydt for.

»Fra i morgen af vil vi kigge på mulighederne for at anlægge en ny sag. Vi har hele tiden vidst, at børsprospektet ikke opfyldte kravene, men sagen har ikke ligget lige til højrebenet. Det gør den nu,« siger Jan Marcher, der er formand for Foreningen af Minoritetsaktionærer i BankTrelleborg.

Den nye situation er opstået, efter at Finanstilsynet i går anmeldte BankTrelleborg til politiet for mangelfulde oplysninger i prospektet forud for børsnoteringen i sommeren 2007. Prospektet skal give investorerne en ide om, hvad de køber, så det er underlagt stramme lovkrav.

BankTrelleborg fremstod i prospektet som en bank med et betydeligt overskud af likviditet, men der stod intet om, at et beløb i milliardklassen var pantsat. Den oplysning har siden vist sig at være skæbnesvanger, for det var pantsætningen, der i sidste ende betød bankens undergang. Det er nu op til Statsadvokaten for Økonomisk Kriminalitet at vurdere, om der er grundlag for en straffesag som kan føre til en efterfølgende sag om erstatning.

»Hvis statsadvokaten er enig med Fondsrådet og Finanstilsynet, så håber vi da, at Sydbank bare betaler, men ellers må vi køre begge retssager parallelt,« siger Jan Marcher med henvisning til det igangværende gruppesøgsmål, hvor minoritetsaktionærerne forsøger at få tvangsindløsningen af deres aktier underkendt.

Sydbank agter ikke »bare at betale«, men erkender dog, at den har overtaget alle BankTrelleborgs forpligtelser.

»Vi mener slet ikke sagen er egnet til et gruppesøgsmål, fordi mange individuelle forhold gør sig gældende. I øvrigt er det ikke sikkert, at der er nogen, som har lidt et tab. Det må retten bestemme,« siger chefjurist i Sydbank, Karin Sønderbæk.

De juridiske eksperter vil umiddelbart ikke udelukke, at de små aktionærer står med en god sag og har mulighed for at få erstatning.

»Hvis der er tale om fravær af en væsentlig oplysning, som man må forvente, at folk ville have tillagt betydning, da de tegnede aktierne, så er der et erstatningsansvar. I første omgang gælder det selve banken, derefter ledelsen og til sidst revisorerne,« siger professor ved Aarhus Universitet Paul Krüger Andersen.

Efter Finanstilsynets opfattelse er der tale om en væsentlig oplysning - ellers var banken slet ikke blevet politianmeldt.

Sydbank kan få ekstraregning

»Lovgivningen kræver, at prospekter skal indeholde de oplysninger, der er fornødne til, at investorerne kan danne sig et velbegrundet skøn. Vi har vurderet, at prospektet ikke lever op til dette krav,« siger kontorchef i Finanstilsynet Camilla Søborg.

Lektor Caspar Rose ved Handelshøjskolen i København vurderer også, at der kan være strafbare forhold, som åbner mulighed for erstatning.

»Man kan ikke få børsnoteringen til at gå tilbage, men der kan være grundlag for at rejse et erstatningskrav, fordi aktierne er tegnet på et uoplyst grundlag. Sidste gang vi så noget tilsvarende var i Hafnia-sagen. Bestyrelsesmedlemmerne blev ikke dømt for et mangelfuldt prospekt, fordi bestyrelsen kun havde siddet i to måneder. Hvis bestyrelsen i BankTrelleborg ikke er hentet ind lige op til børsnoteringen, så forholder sagen sig anderledes,« siger Caspar Rose.

Dele af bestyrelsen inklusive formanden Flemming Holm havde siddet over et år forud for børsnoteringen, mens andre kom til senere. Bestyrelsen har tidligere oplyst, at den har en bestyrelsesansvarsforsikring, men størrelsen af den kendes ikke. BankTrelleborg benyttede i øvrigt PriceWaterhouseCoopers som revisor i forbindelse med børsprospektet.

Både i det mulige nye gruppesøgsmål og i det igangværende søgsmål kræver mindretalsaktionærerne at få kurs 250 for deres aktier, svarende til tegningskursen ved børsnoteringen. Det vil i fald betyde en ekstraregning til Sydbank på over 200 millioner kroner.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra BankTrelleborgs tidligere direktør, Carlo Chow, eller fra den tidligere bestyrelsesformand, Flemming Holm.

 




Markedet lige nu