Forstædernes Banks aktionærer tilbydes 105 kroner per aktie - en overkurs på 79,5 procent i forhold til kursen fredag.
15. september 2008, 08:16
Nykredit vil købe Forstædernes Bank. Der har været forhandlinger mellem de to banker - og salget anbefales af bestyrelsen i Forstædernes Bank.
Tilbuddet til aktionærerne er en overkurs på 79,5 procent i forhold til lukkekursen fredag. Her kostede en aktie i Forstædernes Bank 58,5 kroner - og Nykredit vil give en pris på 105 kroner for hver aktie i banken. Det betyder, at banken har en værdi på lidt over 1,8 milliard kroner.
Nykredit oplyser, at Finanstilsynet har godkendt den "påtænkte erhvervelse af aktier i Forstædernes Bank", fremgår det af tilbuddet til aktionærerne.
Forstædernes Bank henvendte sig selv i august til Nykredit.
- Vi har taget henvendelsen fra Forstædernes Bank meget seriøst, og har fremsat tilbuddet til aktionærerne, fordi Forstædernes Bank passer godt ind i et ønske om at få en stærkere markedsposition i hovedstadsområdet. Forstædernes Bank får mulighed for at fortsætte med det nuværende brand og som selvstændig bank i Nykredit koncernen. Det betyder også, at filialstrukturen bevares. For os er det en langsigtet investering, og vi håber, at aktionærerne vil bakke op om den anbefaling, som bestyrelsen i Forstædernes Bank har givet vores tilbud, siger koncernchef Peter Engberg Jensen i Nykredit.
Nykredit Realkredit ser gode muligheder for at indpasse Forstædernes Bank i Nykredit koncernen, og et køb af banken vil styrke Nykredit koncernens position på det finansielle marked med en forøgelse af de samlede bankaktiver fra 148 mia. kr. til 184 mia. kr. Det er også vurderingen, at Forstædernes Bank strategisk passer godt til Nykredit koncernen.
RB-Børsen/Ritzau






























