Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nykredit Forsikring på auktionsblokken

Nykredit gør klar til at sælge sit forsikringsselskab, der vil kunne indbringe op til 2,5 milliarder kr.

I fredags kl. 16 skulle der afleveres bud på køb af Nykredit Forsikring, erfarer Berlingske Business. Realkreditkæmpens økonomi er nemlig blevet så presset af milliardtab i specielt Forstædernes Bank, at det giver mere mening at sælge det veldrevne forsikringsselskab, end at beholde det.

Kilder i finansbranchen og beregninger foretaget af Berlingske Business viser, at Nykredit Forsikring formentlig vil kunne indbringe et sted mellem 2,2 og 2,5 milliarder kr., afhængig af hvordan en handel bliver strikket sammen.

Mange interesserede

Der mangler ikke interesserede bydere på forsikringsselskabet, der sidste år havde præmieindtægter for 1,4 milliarder kroner og en særdeles god forsikringsportefølje, der gav selskabet et imponerende overskud på forsikringsdriften. Hver gang Nykredit Forsikring fik 100 kroner i præmieindtægter, blev der udbetalt 61,50 kroner i erstatninger og brugt 18,70 kroner på administration, hvilket er nogle af branchens laveste tal.

Blandt de sandsynlige opkøbere af Nykredit Forsikring er TrygVesta, Topdanmark, finske Sampo, Codan og norske Gjensidige, med de tre første formentlig som de mest interesserede.

Både TrygVesta og Topdanmark har nemlig lyst til at vokse yderligere, og Nykredit Forsikring er en sjælden mulighed for at købe en væsentlig og velholdt dansk forsikringsportefølje. Noget, som også Sampo, der ejer forsikringsselskabet If, offentligt har udvist interesse for. Gjensidige er allerede aktive på det danske marked gennem købet af Fair Forsikring i 2006 og Kommuneforsikring i 2007.

Nykredits topchef, Peter Engberg Jensen, vil ikke direkte kommentere Berlingske Business’ oplysninger, men vil dog heller ikke afvise dem.

Alt har en pris

:»Vi får løbende henvendelser på vores forsikringsselskab og har måske nok fået lidt flere henvendelser i forbindelse med vores nye strategi, som omfatter bank og realkredit som vores to satsningsområder,« siger Peter Engberg Jensen, der fortsætter:

»Vi ser naturligvis på alle seriøse henvendelser, og alting har en pris.«

Prisen for Nykredit Forsikring kan opgøres på flere måder. Som udgangspunkt er der egenkapitalen, der er på 1,5 milliarder kr., som Nykredit i hvert fald skal have, plus en goodwill for forretningen. Med en attraktiv fordeling på totredjedele af indtægterne fra privatforsikringer og en tredjedel fra erhvervsforsikringer kan Nykredit i hvert fald forvente at få en goodwill-betaling på 50 pct. af præmieindtægterne, eller ca. 700 mio. kr. oven i egenkapitalen, eller i alt 2,2 milliarder kr.

Et andet regnestykke kunne være ca. ti gange indtjeningen, som sidste år var på 245 mio. kr., eller i alt ca. 2,5 milliarder kr. Den endelige pris kan dog afhænge af, om Nykredit trækker penge ud inden et salg, da Nykredit Forsikring i øjeblikket er overkapitaliseret med godt 500 mio. kr. i forhold til lovgivningens krav.

Indtægterne fra et salg vil falde på et tørt sted, for milliardstore tab i specielt Forstædernes Bank, der blev købt i efteråret 2008, har tæret hårdt på Nykredits kapital. Og selv om der ikke er solvensproblemer, så er der heller ikke rigtigt penge til at kaste ind på ekspansion af bankforretningen. Men med indtægterne fra et salg af Nykredit Forsikring vil der blive et væsentligt større råderum.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu