Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Nu flokkes investorerne om guldet

Efter en del år som et lidt overset gode er guld igen kommet på mode blandt investorer som forsikring i dårlige tider.

1 Kommentar

Guldprisen har sat nye rekorder de seneste måneder, og dermed er et gammelt investeringsaktiv kommet på mode igen. Det er de usikre økonomiske tider, der får investorerne til atter at flokkes om guldet.

For den almindelige forbruger har det den kedelige bivirkning, at de fine smykker af guld bliver dyrere. Men det kan også have en fordel: Hvis man har penge til opsparing, så har guld været en god mulighed for at gardere sig mod den usikre verdensøkonomi.

- Hvis man er lidt nervøs for fremtiden, så giver det god mening at have en eller anden eksponering i guld. Det har jeg i hvert fald privat, siger Peter Mosbæk, porteføljemanager i LD for puljen Kontra, der blandt andet investerer i guld.

Og man behøver såmænd ikke have den store pengepung frem for at få del i guldets velsignelse. Hos LD er værdipapirerne sat i stykstørrelser på ned til 150 kroner.

Guldets stærke comeback kan virke mærkværdig i vores moderne tid. For blot få år siden blev guld da også nærmest betragtet som en gammeldags og upraktisk investering. Bortset fra smykker er der ikke den store brug af metallet. Det koster penge at få det opbevaret. Og der er ikke nogen rente på en guldbarre.

Alligevel flokkes investorerne. Guldprisen pr. ounce er på fem år steget fra 450 dollar til nu over 1200 dollar. Det betyder en kilopris på ca. 235.000 kroner.

I Danmarks Nationalbank forklarer fuldmægtig Thomas Krabbe Jensen, at guld skal ses som en form for valuta. Og en valuta, som til en vis grad er hævet over menneskets beslutninger.

- Almindelige former for valuta kan man lave flere af. Men guld er præget af en konstant beholdning og en meget konstant produktion af nyt, siger Thomas Krabbe Jensen.

For investorer giver guld mulighed for at "parkere" penge stabilt, mens for eksempel inflation raser og udhuler normale valutaer.

- Når man køber guld, forventer man at øge eller i det mindste bevare sin købekraft, siger Thomas Krabbe Jensen.

Erfaringen har vist, at dem, der har investeret i guld i dårlige tider, typisk har kunnet bevare værdier. Det gør dog ikke guld til en sikker investering.

- Jeg vil betegne det som et meget risikabelt aktiv at investere i. Guldprisen afhænger af psykologi og forventninger til blandt andet inflation, siger Thomas Krabbe Jensen.

Gode nyheder er dårligt nyt for guldprisen. Kommer der styr på Europas gældskrise og kommer økonomien atter i god gænge, ja så fordufter interessen for guld.

Selv når de nuværende problemer i økonomien er overstået, vil der dog fortsat være en fremtid for guld, forventer LDs Peter Mosbæk.

- Op gennem 1990'erne var der en meget negativ stemning i forhold til guld. Alle skulle have it-aktier. Det viste sig med dot. com-kollapsen at være ret luftigt, siger han.

- Guld vil sikkert gå af mode igen og så komme på mode igen senere. Det kører i cykler. Og det vil det blive ved med, vurderer LD-investeringschefen.

/ritzau/

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.

Kommentarer

Danbabwe

Igen igen - At det overhovedet er nødvendigt at investere i guld, fortæller os blot at vi lever i en regulær bananstat, hvor respekten for andre menneskers penge er væk.




Markedet lige nu