Del : SMS
Berlingske Business

Nordea lukker for rige russere i Danmark

Nordea
Nordea lukker for specialenhed. Foto:

Midt i den eskalerende handels­krig med Rusland lukker den nordiske storbank Nordea nu en stor afdeling i banken, der tidligere har tjent godt på indlån fra velhavende russere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Storbanken Nordea trækker nu stikket på en specialenhed i banken, der har stået for at tage indlån for milliarder af kroner fra bl.a. superrige russere.

Det var ellers tidligere et meget indbringende forretningsområde. Men det er nu blevet for besværligt. Derfor lukker banken afdelingen, som hører hjemme i den store Nordea-bygning ved Vesterport i København, og smider de primært russiske kunder på porten.

Indtil for ganske nylig var det ifølge Berlingskes oplysninger ellers meget attraktivt for Nordea at tilbyde rige russere denne type transaktionskonti. Russerne har nemlig været meget interesserede i at sætte deres penge i en bank uden for Rusland af frygt for bl.a. devalueringer af rublen eller ligefrem run på bankerne, som man tidligere har set i forbindelse med økonomiske kriser, hvilket har kunnet bringe deres indeståender i fare.

Derfor har velhavende russere yndet at sætte deres penge i banker uden for Rusland. Efter at der sidste år opstod problemer på Cypern, som også ramte banksektoren, har banker i mere finansielt stabile lande tiltrukket penge fra de rige russere, heriblandt altså Nordeas danske bankforretning.

Men efter den russiske præsident, Vladimir Putins, annektering af Krim samt den generelt eskalerende krise i Ukraine, som nu har ført til økonomiske sanktioner fra den vestlige verden mod Rusland, er forretningsområdet i København blevet langt mindre interessant for Nordea.

Pres fra partnere

Ifølge Berlingskes oplysninger kommer beslutningen om at lukke ned for den særlige afdeling efter pres fra amerikanske samarbejds­partnere til Nordea, som angiveligt skulle have givet udtryk for undren over, at Nordea driver denne afdeling.

Men også generelt højere doku­mentations­krav til pengenes oprindelse har gjort det for besværligt for Nordea og med til at gøre det vanskeligt at drive området på lønsom facon.

Nordea-direktør Torben Laustsen bekræfter, at banken før sommerferien tog beslutningen om at lukke enheden ned.

»Vi må hele tiden vurdere, hvor vi bruger vores ressourcer bedst muligt, og derfor har vi også lavet en analyse af denne enhed og kan se, at de kunder her har en meget begrænset forretningsmæssig tilknytning til Danmark. Det er en enhed, som beskæftiger sig med international betalingsformidling, overvejende indlån, og som beskæftiger 11 medarbejdere, så den er ikke så stor,« siger Torben Laustsen.

Han vil ikke kommentere Berlingskes oplysninger om, at det er en enhed, der har håndteret milliarder af kr. i indlån.

Er det noget, der har ændret sig, siden I tager beslutningen om at lukke lige nu?

»Det er hele tiden et spørgsmål om at vurdere, hvor vi bruger ressourcerne bedst muligt. Vi har også en relationsstrategi, hvor vi prøver at komme meget tæt på alle vores kunder og gerne har samtlige de forretninger, der er over en bred kam. Der prioriterer vi de kunder, der har tætte forretningsmæssige relationer til Danmark,« siger Torben Laustsen.

Han afviser, at det er det, at størstedelen af kunderne i afdelingen har russisk stats­borgerskab, der er den udløsende årsag.

»Det er mere det med de tætte forretningsmæssige relationer, der er afgørende. Så kan det godt være, at der af historiske årsager er en lille overvægt af russiske kunder, men det er ikke årsagen til beslutningen,« siger Laustsen.

Øgede dokumentationskrav

Han bekræfter, at øgede dokumentationskrav spiller ind.

»Det er en ingrediens i den samlede vurdering. Vi billiger de øgede dokumentations­krav og lever op til dem. Men vi må også erkende, at de vil være stigende i fremtiden, og det spiller også ind på vores beslutning. Jo tættere, du er på Danmark, jo lettere vil det være at leve op til de her compliance-krav. Reglerne om hvidvask og det, der populært hedder »kend din kunde«, er højt på agendaen overalt i verden af gode grunde, og det bifalder vi også,« siger Torben Laustsen.Hvad betyder den aktuelle krise med Rusland?

»Den spiller ikke ind. Det dokumenteres jo af, at der også er kunder med anden nationalitet, der rammes af denne beslutning. Beslutningen er taget i foråret før sommerferien efter en forudgående analyse,« siger Torben Laustsen og tilføjer:

»Der er tale om en specialiseret enhed, som der kun findes en af af i Danmark, men der vil givetvis være kunder, vi kan betjene andre steder i banken«.

Han kan ikke sige, hvor mange kunder banken kan beholde, og hvor mange der må ud.

»Det er for tidligt, det her er en proces, der løber nu. Vi sender breve ud til de berørte kunder, og så tager vi en dialog, hvis der er behov for det. Hvis kunderne kan dokumentere, at de har et væsentligt og naturligt forretningssamkvem med Danmark så kigger vi selvfølgelig på det på individuel basis,« siger Laustsen.

Massiv satsning i Rusland

Nyheden om lukningen af specialenheden i København kommer, efter at det i juli kom frem, at Nordea vokser massivt i Rusland, bl.a. som følge af at andre storbanker som HSBC og Lloyds med henvisning til Ukraine-krisen har valgt ikke længere at yde lån til russiske virksomheder.

Ifølge en sammentælling, som tidligere er foretaget af branchemediet Finanswatch, har Nordea været med til at yde lån for i hvert fald 7,9 mia. kr. til russiske virksomheder siden 18. marts i år, da Rusland annekterede Krim-halvøen og fik Ukraine-krisen til at bryde ud i lys lue.

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

På trods af store udfordringer med infrastrukturen i mange af de store byer har et partnerskab mellem det offentlige og private længe været en sovende kæmpe.Hør Sampensions direktør Hasse Jørgensen fo...

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere