30. juli 2010, 14:19

Ifølge Nationalbanken viser en balancestatistik for danske investeringsforeninger, at professionelle investorer, hvilket typisk vil sige forsikrings- og pensionsselskaber, investerer i mere risikable investeringsforeninger end private investorer.

"De professionelle investorer investerer i højere grad i investeringer med større risiko. Professionelle investorer har således placeret 81 pct. af deres investeringer i investeringsforeninger med en høj eller middel risikoprofil, hvorimod private investorer i langt større grad investerer i foreninger med lav risiko. Hele 44 pct. af deres investeringer er således placeret i investeringsforeninger med lav risiko," skriver Nationalbanken.

Sandhed med modifikationer

Det er dog en sandhed med væsentlige modifikationer. For særligt pensionsselskaber lægger reelt kun en mindre del af deres samlede investeringer i investeringsforeninger. I det omfang de vælger at placerer pengene via en investeringsforening sker det typisk for at lette administrationen eller fordi der anvendes eksterne porteføljeforvaltere, og det er som regel mest relevant i forhold til investeringer i mere komplicerede værdipapirer som aktier og erhvervsobligationer.

Det betyder, at det er svært at få et reelt billede af forholdet mellem professionelle og privates risikovillighed alene ved at se på den formue, der er placeret i investeringsforeninger.

Eksempelvis viser tal fra Finanstilsynet, at de danske livsforsikringsselskaber ved udgangen af 2009 ejede andele i investeringsforeninger for 80,9 milliarder kr. Men de ejede selv direkte aktier for 100,5 milliarder kr., og havde obligationer for ikke mindre end 665,4 milliarder kr.

Forskel på obligationsinvesteringer

Alligevel skriver Nationalbanken, at:

"Fælles for både de professionelle og de private investorer er, at de begge oftest vælger obligationsafdelinger, når de investerer via investeringsforeninger. De private vælger dog i højere grad danske obligationer, hvor de professionelle oftere vælger erhvervsobligationer og obligationer fra vækstmarkeder, som anses for mere risikable."

Selv om den observation utvivlsomt er rigtig hvis man alene ser på investeringer via investeringsforeninger, så kan også den forskel formentlig i høj grad forklares ved, at professionelle investorer som pensions- og livsforsikringsselskaber af administrative grunde, eller fordi de har valgt eksterne porteføljeforvaltere, vælger at lægge investeringer i erhvervsobligationer og vækstmarkeder, mens de selv har årtiers erfaringer og kompetence i at forvalte investeringer i danske obligationer, i modsætning til de private investorer, som formentlig i højere grad også overlader almindelige obligationsinvesteringer til professionelle forvaltere.