Del : SMS
Berlingske Business

Nationalbanken holdt Danske Bank i et jerngreb

asdf
Danmarks Nationalbank havde skarpe krav til Danske Banks lån i 2009. Foto:

Nationalbanken var bekymret for, at Danske Bank under finanskrisen skulle krakke og sende hele Danmark ud i en kritisk økonomisk situation. Berlingske Business kan i dag afdække et stykke hidtil ufortalt Danmarks-historie om tiden, da landets største bank vaklede.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mandag 9. marts 2009. Den mørkeste dag i Danske Banks nyere historie. Det var dagen, hvor omverdenens tillid til Danske Banks overlevelse var så lav, at aktiekursen skelsættende gled under 34 kroner. Et voldsomt fald fra succestiden i begyndelsen af 2007, hvor kursen var oppe i 250. Værdien af Danske Bank var på to år faldet fra ca. 170 til 25 mia. kr. Signalet fra omverdenen til Danske Bank var svært at tage fejl af: Vi tror ikke længere på jer.

I »Cigarkassen«, som den træbeklædte direktionsafdeling i bankens hovedsæde i Holmens Kanal i København bliver kaldt, blev situationen fulgt tæt. Her residerede bankens mangeårige topchef Peter Straarup mellem antikke ure, mørke træmøbler og en marmorkamin. Fra de meterhøje vinduer i kontoret kunne han se direkte over på Nationalbanken, og hvis han stak hovedet ud, ville han også kunne se Christiansborg for enden af vejen. Det var i denne trekant, dramaet udspillede sig. For selvom de danske politikere fem måneder forinden havde spændt et tykt sikkerhedsnet i form af en statsgaranti ud under landets banker og deres kunder, var det ikke nok til at forvisse Danske Banks investorer om, at Danmarks største bank ville klare sig gennem den historiske nedtur.

Også de danske myndigheder

var dybt bekymrede over sundhedstilstanden i Danske Bank. Skulle det danske samfund indstille sig på et kollaps i Danmarks største bank? Det utænkelige var pludselig blevet et scenario, man skulle forholde sig til. Og man måtte have et nødberedskab klar.

I al hemmelighed lagde landets øverste embedsmænd i Nationalbankens direktionslokaler på fjerde sal en plan, der skulle imødegå, at landets største bank gik ned. Centrum for planlægningen var nationalbankdirektør Nils Bernsteins kontor med trævægge, klassiske mørke møbler og det runde mødebord med den spektakulære udsigt til Christian IVs gamle børs og Christiansborg gennem vinduer, der dominerer hele den ene væg her i Nationalbankens inderste hjertekammer.

Resultatet af overvejelserne blev en serie hidtil hemmeligholdte møder mellem Nationalbankens direktører med Nils Bernstein i spidsen – og på den anden side af bordet Danske Banks direktion med daværende topchef Peter Straarup og bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen. Målet var primært at lægge pres på banken for at gøre risikoen ved Danske Bank mindre, ligesom der i Nationalbanken blev oprettet et særligt dag-til-dag-nødberedskab, så Nationalbanken kunne betale med få timers varsel, hvis Danske Bank ikke selv kunne.

På et enkelt tidspunkt var Danske Banks nuværende topchef, Eivind Kolding, også med til møderne, idet han dengang var næstformand i Danske Banks bestyrelse. I alt var der fra juni 2008 og frem til slutningen af 2009 tale om syv møder, hvor de to ledelser tørnede sammen i Nationalbankens Arne Jacobsen-tegnede marmorkolos i Havnegade i København, viser en aktindsigt, som Berlingske Business har fået. Tre af møderne var helt ekstraordinære og vedrørte »håndtering af visse forhold affødt af den finansielle krise, som kunne indeholde problemstillinger inden for Nationalbankens område (finansiel stabilitet og valuta- og penge-politikken)«, som Nationalbanken kryptisk beskriver det i aktindsigten.

Kort fortalt drejede

det sig om at sikre, at Danske Bank kom gennem stormen, så Danmark ikke skulle slås med de uoverskuelige følger af et kollaps i landets mest betydningsfulde bank. Der blev skrevet referater fra et eller flere af de ekstraordinære møder, men selv i dag flere år efter den dramatiske tid, hvor finanskrisens storm var på sit højdepunkt, afviser Nationalbanken at udlevere disse referater. Begrundelsen er, at sikringen af den finansielle stabilitet i Danmark på de mest optimale vilkår vejer tungere end hensynet til offentlighedens indsigt.

Heller ikke Berlingskes anke til Folketingets Ombudsmand har kunnet ændre Nationalbankens syn på denne sag. Alligevel har Berlingske Business kunnet sammenstykke flere af de helt centrale overvejelser, der var dengang, hvor man forsøgte at sikre Danmark mod det, der kunne have været et skæbnesvangert kollaps i landets største bank.

Det er et stykke hidtil ufortalt Danmarks-historie, der stadig et uhyre relevant i dag, hvor det diskuteres hvordan Danmark sikres mod krak i banker, der er »too big to fail«.

Situationen i Danske Bank

var vanskelig ved udgangen af 2008. Årsregnskabet skuffede fælt, selvom overskuddet efter skat fortsat lå på en milliard kroner. I 2007 havde resultatet været knap 15 milliarder kroner. Analytikernes gennemsnitsforventninger havde ifølge Børsen været et resultat på over 7 milliarder kroner efter skat. Virkeligheden var nærmest en mavepuster.

Peter Straarup, der netop har fået sit malede portræt op på væggen i et af bankens centrale mødelokaler fra dengang, havde samtidig med regnskabet forsøgt at signalere handlekraft ved at fyre 350 ansatte i ét hug. Men lige meget hjalp det. Og urene i direktionslokalerne tikkede stille og ufortrødent videre, mens aktiekursen bare var blevet ved med at falde mod et niveau, der illustrerede, at »man tvivlede på Danske Bank«, som Danske Bank-direktør Tonny Thierry Andersen beskrev det for Jyllands-Posten tilbage i 2009.

I takt med aktiekursens fald steg bekymringen i Nationalbankens direktionsgemakker for, om Danske Bank kunne modstå krisen. Det var i den periode ukendt for offentligheden, hvorfor situationen var så alvorlig for Danske Bank. For bortset fra svirrende markedsrygter om et truende kollaps kendte omverdenen ikke til det, som Nationalbanken så som et vigtigt problem. For en af de ting, som voldte embedsmændene tunge overvejelser, var et kortere løbende lån (etårigt), som Danske Bank havde optaget i USA på omkring 150 mia. kr.

Lånet stillede strenge krav til Danske Banks kreditvurdering, så hvis Danske Banks kreditvurdering blev nedgraderet af kreditvurderingsbureauer som Moody’s, kunne Danske Bank i yderste konsekvens ikke længere sælge obligationerne, der lå til grund for lånet. For falder man fra den bedste kreditkarakter til et lavere niveau, så falder mange af investorerne bort, ligesom der kunne være krav til kreditvurderingen for bare at kunne låne pengene via USA. Og så risikerede Danske Bank at komme i en alvorlig likviditetskrise.

Den store fare for Danske Bank var også, vurderede embedsmændene, at der kunne også opstå det, der i finansverdenen hedder en »cross default«. Udtrykket dækker over en situation, hvor en hel række af lån forfalder, hvis man ikke kan betale på bare et enkelt udestående.

Frygten for en sådan begivenhed

fik Nationalbanken til konstant at holde et i princippet ubegrænset antal milliarder i beredskab, så Nationalbanken kunne klare betalingen med ekstremt kort varsel, hvis Danske Bank ikke selv kunne. Det blev sat så meget i system, at Danske Bank på daglig basis skulle indberette om bankens likviditetssituation til Nationalbankens folk, oplyser kilder til Berlingske.

»Havde det ikke været Danske Bank, så havde den jo nok ikke overlevet. Det kan man godt sætte spørgsmålstegn ved. De fik jo særbehandling, fordi det var en systemisk bank, og der var jo ikke andre banker, der blev spændt det samme sikkerhedsnet ud under. Det var, fordi Danske Bank havde en balance på to gange det danske BNP. Det var altså en bank, der var alt for stor for dansk økonomi på det tidspunkt,« lyder det fra en kilde med nøje kendskab til forløbet, men som ikke kan stå frem med navn.

At der var noget om bekymringerne, viste kreditvurderingsbureauernes bebudede sænkninger af Danske Banks kreditvurdering i de år. Man kan derfor populært sagt konstatere, at væsentlige dele af Danske Banks overlevelsesevne var parkeret hos nogle få analytikere i Londons finans-distrikt. Og det passede bestemt ikke nationalbankdirektør Nils Bernstein.

Derfor handlede meget på møderne om at få Danske Bank til at fremstå så stærk som muligt i kreditvurderingsbureauernes øjne. Det kom til at betyde markante ændringer i den omdiskuterede Bankpakke II og ekstra udgifter for Danske Bank. Det vender vi tilbage til.

Det er svært

at gisne om, hvor tæt på kanten banken kom i de år. Men bankens balance var på grund af Danske Banks ekspansion øget voldsomt, og da krisen kom, lå banken uheldigt med et stort indlåns-underskud og noget kortløbende finansiering. Banken har selv erkendt, at likviditeten blev »seriøst testet« i de år, hvilket også var tilfældet i andre banker.

Det er både dengang og i dag meget svært at overskue konsekvenserne af et krak i Danske Bank. Men man kan roligt sige, at var Danske Bank faldet, ville det have været et jordskælv i det danske samfunds indre – ordet statsbankerot er blevet brugt af centrale kilder. Chokbølgerne ville have fået stribevis af andre banker til at falde.

Danske Banks låneforretninger – både dengang og nu – er et vidtforgrenet spind med tråde ud til både små og store virksomheder – ofte med lån i andre banker. Hypotetisk set ville en konsekvens være: Hvis virksomhederne kom i problemer, fordi Danske Bank gik under, og deres lån derfor pludselig forsvandt, ville det sende en strøm af yderligere tab videre til de andre banker. På den måde ville effekten sprede sig som ringe i vandet med konkurser, tvangsauktioner og øget arbejdsløshed til følge. Også hele det danske realkreditsystem kunne blive udfordret, hvis der opstod tvivl om det Danske Bank-ejede Realkredit Danmark. Det kunne sende renten på f.eks. F1-lån på himmelflugt.

Danmark er tidligere

blevet sammenlignet med Island, da banksektoren også her fylder meget i forhold til landets størrelse, men dog ikke på niveau med ø-nationen. Men det står klart, at vi i Danmark havde en række af de samme fare- signaler som vores islandske broderland.

Også her var bankernes aktiver vokset eksplosivt – finansieret af et massivt indlånsunderskud på baggrund af udenlandske lån. I Danmark var der én stor, risikovillig og ekspansionsivrig spiller. Danske Bank havde vokseværk i årene op mod finanskrisen og udvidede det danske bankkongerige til et internationalt imperium med ny-erhvervelser i Finland og i Irland.

Nyerhvervelser, som senere skulle vise sig dyrtkøbte og voldsomt tabsgivende. Danske Banks balance voksede, så den ved indgangen til 2008 – ifølge årsregnskabet for 2007 – var på knap 3.350 mia. kr. Udlånet alene var på 1.700 mia. kr. – og dermed på højde med hele Danmarks bruttonationalprodukt i samme periode.

Der var ingen tvivl om, at Danske Bank var en systemisk vigtig bank – en såkaldt SIFI, som er en forkortelse for det engelske begreb »systemically important financial institution«. En bank så stor, at den var »too big to fail«.

Det er Danske Bank også i dag, idet den med udgangen af 2011 udgjorde 180 pct. af Danmarks BNP i en rapport om systemisk vigtige banker, som blev offentliggjort af Erhvervs- og Vækstministeriet tidligere i år.

Krisen på Island

viste, hvor galt det kan gå, når banksektoren får vokseværk. I løbet af en uge i 2008 krakkede de tre største islandske banker – Landsbanki, Glitnir og Kaupthing. Øens økonomi kollapsede. I det følgende år var der negativ vækst i økonomien på syv procent, mens inflationen strøg i vejret. Den islandske krone blev sendt ned med 50 procent, og Island måtte bede om international hjælp til at komme tilbage på fode.

Islands regering og nationalbank forsøgte faktisk at låne pengene til at redde bankerne, men indlånsunderskuddet var for stort. Bankernes aktiver havde fået lov til at vokse til næsten ti gange det islandske bruttonationalprodukt. Og det var ikke en mulighed for Island at låne penge nok i udlandet til at redde sine finansielle institutioner.

Situationens alvor

var heller ikke i Danmark til at tage fejl af i slutningen af 2008. For Danmarks banker havde på samme måde finansieret en voldsom udlånsvækst med at låne penge typisk i udlandet. I alt havde Danmark et samlet indlånsunderskud på 624 mia. kr. ved udgangen af 2008.

Det var et aldeles voldsomt beløb, der kunne vise sig skæbne- svangert at håndtere for Danmarks Nationalbank. Hvor alvorligt, det egentlig var, gik op for Nils Bernstein efter vedtagelsen af Bankpakke I den 10. oktober 2008, for her havde de danske politikere sagt ja til en bred statsgaranti for alle de danske bankers lån og fordringer op til svimlende 3.000 mia. kr.

Hvor stor en opgave, det var, gik ret sent op for embedsmændene i Nationalbanken, Finanstilsynet og i ministerierne. Det tydeliggøres af, at Nationalbankens valutareserve var på bare 133 mia. kr. i oktober 2008. Hvor utrygt det var, viste Nationalbankens helt ekstraordinære aktivitet i tiden derefter. På få måneder ændrede man centrale dele af Danmarks valuta- politik for at sikre, at den danske nation ikke druknede af pengemangel i de voldsomme chokbølger, som finanskrisen og krakket i amerikanske Lehman Brothers i september 2008 fik til at skylle ind over landet.

Fra oktober 2008 og i første halvår 2009 lånte den danske stat knap 100 mia. kr. af investorer fra Mellemøsten til USA, og på bare seks måneder blev den danske valutareserve næsten tredoblet fra lidt over 100 mia. kr. til 300 mia. kr. Siden 2009 har valutareserven aldrig været under det niveau, og i dag er den på omkring 500 mia. kr. Berlingske har i en stribe artikler sat kritisk fokus på, hvordan hjælpen til de danske banker blev givet, da finanskrisen ramte landet.

Via datidens dokumenter og en række samtaler med centrale aktører har Berlingske kunnet afdække spil, overvejelser og ekstraordinære tiltag i krydsfeltet mellem staten og bankerne. Men researchen til denne artikel har vendt op og ned på meget af det, vi hidtil har vidst om krisehåndteringen af de danske banker under det, der er blevet betegnet som den dybeste finansielle krise siden recessionen. For de hemmeligholdte møder viser, at Nils Bernstein spillede en større rolle med at lægge pres på bankerne, end vi hidtil har kendt til.

Strategien over for Danske Bank var som nævnt oprettelsen af nødberedskabet, samt at risikoen skulle minimeres ved at gøre kreditvurderingsbureauerne mere tilfredse med banken, så de ikke længere truede med at barbere bankens kreditværdighed. Derfor skulle Danske Banks pengetank også styrkes. Det blev Bankpakke II designet til, og Danske Bank fik tilført 26 milliarder kroner som et særligt statsligt lån. Formålet med milliardstøtten blev ikke holdt skjult.

I Danske Banks årsregnskab for 2008, som blev offentliggjort den 9. februar 2009, beskrives det, at man blandt andet tog lånet for at styrke bankens kapitalgrundlag og dermed sikre gode kapitalvurderinger, efter at kreditvurderingsinstitutterne – både Standard & Poor’s og Moody’s – havde givet løftede pegefingre i løbet af året. Den første ved at nedjustere forventningerne til bankens kreditvurdering fra stabil til negativ og den anden ved at sætte Danske Bank på listen for mulig nedgradering.

Nils Bernstein og den øvrige direktion lagde derfor pres på Danske Bank, for at man skulle gå ind på en justering af Bankpakke II, så staten om nødvendigt kunne blive medejer af Danske Bank. De 26 mia. kr. i lån fra staten skulle altså kunne ændres til egenkapital og på den måde bruges til at tage tab. Det ville give fuld valuta for pengene ved det store statslån.

En justering, som vi indtil nu har hørt, kom fra Danske Banks ledelse for at presse politikerne til at acceptere ændringerne i Bankpakke II. Men ifølge de nye oplysninger har Nationalbankens ledelse spillet en nøglerolle i forløbet frem mod ændringen.

Det var således i »samarbejde« med Nationalbanken, at Peter Straarup gik ind på, at staten kunne blive medejer af Danske Bank, hvis banken tabte tilstrækkeligt mange penge. Og der er i dag næppe tvivl om, at Danske Banks topchef Peter Straarup anså det for noget af en tort, da han den 28. marts 2009 måtte offentliggøre, at staten kunne ende med at få kontrollen over den ellers så blå Danske Bank.

I en artikel fra Morgenavisen Jyllands-Posten fra maj 2009 fremgår det, at Danske Bank var ganske tæt på at kunne lukke staten ind som medaktionær. Der skulle dog et noget større tab til, før Danske Bank ville være tvunget til at lade staten gå ind som majoritetsaktionær i Danske Bank, og det nederlag ønskede Danske Banks topdirektør i sagens natur ikke:

»Vi har ingen ambition om at medvirke til, at staten bliver aktionær i Danske Bank. Vi vil faktisk helst undvære, at staten bliver aktionær. Konverteringen er en valgmulighed, vi har, som skaber et kapitalt rygstød, men det er ikke noget, vi regner med, at banken vil trække på,« sagde Peter Straarup på det tidspunkt, hvor der ifølge Berlingskes oplysninger var alt andet end varmt venskab mellem Danske Bank-topchefen og Nils Bernstein.

For ifølge vores research var stemningen på møderne meget trykket blandt andet foranlediget af, at Nationalbanken stillede som krav, at Danske Banks daværende bestyrelsesformand Alf Duch-Pedersen også deltog. Det var heller ikke nogen billig løsning, som Nationalbanken var med til at få igennem. I alt kostede konverteringsretten Danske Bank 650 mio. kr. over fem år. Alt sammen et forsøg på at tækkes de kreditvurderingsbureauer, der jo truede med at nedgradere Danske Bank – og efterfølgende har gjorde det.

Selvom Danske Bank udgjorde en betragtelig del af det danske indlåns-underskud, så holdt Nationalbanken også særligt øje med flere andre danske banker, som havde betydelige udfordringer med likviditeten. Deres direktører skulle med mellemrum stille i Nationalbanken og fremlægge deres planer for at opfylde fremtidens likviditet, så Nationalbanken kunne få et overblik over, om de nu også havde styr på tingene.

»Det var som at være til en slags eksamen, men jeg oplevede Nationalbankens folk som dygtige og meget inde i tingene,« lyder det fra en bankdirektør fra en dengang likviditetspresset bank, men som ikke ønsker at stå frem med navn i avisen.

Men selvom der også var andre banker i fokus i Nationalbanken, så står det ifølge en observatør klart, at Danske Bank var helt central i Nationalbankens arbejde med krisen i de år: »Det gjaldt for en håndfuld pengeinstitutter, at de skulle lave likviditetsplaner, men den eneste, der kunne have trukket Danmark ned, var Danske Bank.«

Danske Bank har læst denne artikel, men de har ikke ønsket at kommentere dens indhold. Også tidligere Danske Bank-direktør Peter Straarup har fået den tilsendt. Berlingske Business har gentagne gange forsøgt at få en aktuel kommentar fra Nationalbanken, der også har fået tilbudt at læse denne artikel igennem.

Det har Nationalbanken ikke ønsket. Det samme gælder for Nils Bernstein. Avisen har dog stillet en række spørgsmål til Nationalbankens tidligere direktør Nils Bernstein om temaet i forbindelse med Finansrådets årsmøde sidste år, kort før han gik på pension. Dengang forklarede han, at Nationalbanken indtil sommeren 2008 var fortrøstningsfuld omkring den danske banksektor, men efter Lehman Brothers gik ned i USA i september 2008, ændrede alt sig. Nationalbanken gik derfor massivt ind med opbakning til de danske bankpakker og herunder Danske Bank. Var indlånsunderskuddet i bankerne for stort i de danske banker?

»Jeg har flere gange ved dette møde (Finansrådets årsmøde, red.) nævnt, at bankerne skulle være varsomme med at basere så kraftig en udlånsvækst på et indlåns- underskud. Det var jo en finansieringskilde, der relativt hurtigt kunne tørre ud. Så det var en forretningsmodel, der var værd at holde øje med. Da vi så blev ramt på den måde, var alle vel enige om, at det var for stort,« lød det fra Nils Bernstein.Hjalp Nationalbanken Danske Bank, og hvad skete der på de møder, som I holdt med banken i 2009?

»Det er et almindeligt princip for nationalbanker. Vi oplyser ikke om konkrete aktioner til de enkelte institutter. Det er et helt fast princip og uomgængeligt. Det kan ikke være anderledes, at vi ikke omtaler konkrete kundeforhold. Deri ligger hverken en bekræftelse eller en afkræftelse.«Er du tryg ved de systemiske banker i Danmark? »Ja, i dag er jeg.«

0 Kommentarer

Business blogs Alle blogs

Forsiden lige nu

Til forsiden

Business anbefaler

Gratis breaking news på mobilen

Send BUSINESS BREAK til 1929 og modtag en SMS med en bekræftelse. Det er gratis - tilmelding koster kun almindelig takst. Du kan til hver en tid afmelde tjenesten igen.

Afmeld: sms BUSINESS BREAK STOP til 1929

Tilmeld Afmeld

Business Nyhedsbrev

Få breaking news og det bedste overblik fra Business.dk morgen og eftermiddag - eller modtag hver uge et prioriteret overblik over investorstof, privatøkonomi, ejendomme, digtal, karriere, media og vækst.

Se alle nyhedsbreve

Business i billeder

Se alle

BrandView Hvad er Brandview?

BrandView er en service fra Berlingske Media, hvor virksomheder har mulighed for at kommunikere deres specialviden direkte til brugere og læsere af Berlingske.
Dette kan gøres på print i Berlingske og Berlingske Business, eller online på b.dk og business.dk.

Ønsker du at vide mere om BrandView, bedes du kontakte content marketing afdelingen Public Impact via e-mail: info@publicimpact.dk.

<p>Henrik Olejasz Larsen</p>

Hør investeringsdirektør Henrik Olejasz fortælle hvor galt det i virkeligheden står til med Italien, og om vi er på vej mod en ny EU-krise efter nej'et ved folkeafstemningen søndag:

Business Events Se alle

Business.dk anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Denne information deles med tredjepart. Læs mere