Mistanke om krise i PFA

Selskabet har øjeblikkeligt stoppet med at offentliggøre centrale nøgletal, og nu formoder flere mæglere, at pensionsgiganten kan være i krise.

Danmarks næststørste pensionsselskab PFA Pension har med øjeblikkelig virkning stoppet med at fortælle omverden om centrale økonomiske nøgletal om koncernens sundhed. Der er tale om så centrale informationer som kundernes afkast og PFA's evne til at klare sine pensionsforpligtelser over for koncernens kunder. Det skriver Økonomisk Ugebrev.

Umiddelbart er der ingen grund til at tro, at PFA er tæt på et økonomisk kollaps som i 2001. Men pensionsmæglere, der følger koncernen tæt, er begyndt at tvivle på, at den økonomiske styrke er så god, som PFA for nylig fortalte omverdenen efter tredje kvartal.

"Det er klart, at man får en mistanke om, at selskabet ikke har det så godt, når de ikke vil ud med tallene. Sådan var det også i 2001, da PFA havde alvorlige problemer. Det her er absolut noget, vi er opmærksomme på, og vi tager slet ikke PFA med i vores udbud nu," siger direktør Knud A. Jensen fra pensionsmæglerne Timeassurance til ugebrevet.

"Jeg har på fornemmelsen, at PFA har det meget hårdere for tiden, end de vil være ved udadtil. Men det er jo netop umuligt at vurdere situationen, når man ikke kan få nogen brugbare oplysninger fra PFA mere. Vi har naturligvis kontaktet PFA Pension for at få oplyst de for branchen anerkendte officielle nøgletal - men desværre uden resultat," siger direktør Finn Rasmussen fra pensionsmæglerne Mercer.

 



Markedet lige nu