7. november 2011, 05:01

Staten kan med Bankpakke 4 igen blive nødt til at give lånegarantier til danske banker. Og staten vil igen kunne tabe penge på disse garantier ved et krak som Amagerbankens, for garantierne bliver nemlig tildelt efter de samme regler som dengang. Dermed står intet i vejen for en gentagelse af milliardfadæsen på Amager.

Sporene efter Amagerbanken er ellers skræmmende nok: Banken krakkede i februar i år - kun et halvt år efter at have fået en statsgaranti for 13,5 mia. kr., hvilket nu kan koste staten over to milliarder kr.

Efter flere udredninger af forløbet fra bl.a. Rigsrevisionen fastholder det statslige afviklingsselskab, Finansiel Stabilitet, at det var nødt til at give Amagerbanken den treårige milliardgaranti, fordi det ikke kunne anfægte Finanstilsynets vurdering af, at banken var solvent. Finanstilsynet fastholder på sin side, at tilsynet kun skal vurdere, om en bank er solvent i et øjebliksbillede, og ikke om det også vil være tilfældet flere år frem i tiden indtil garantiens udløb.

Genbrug af lovgivningen

På den vis falder ansvaret for garantien og den efterfølgende milliardregning mellem to statslige aktører, der begge har loven i ryggen.

Præcis det problem kan nu gentage sig, hvis staten igen skal garantere for lån under Bankpakke 4, vurderer advokat og projektforsker i bankret Michael Camphausen, som også er blogger for Business.dk.

»De reguleringsmæssige tiltag, som netop er kommet i kølvandet på både den politiske aftale om Bankpakke 4 og Rigsrevisionens nylige beretning, viser umiddelbart, at man ikke agter at ændre selve lovgivningen om de individuelle statsgarantier, herunder de nærmere betingelser for tildelingen af dem. Man vil tilsyneladende genbruge lovgivningen om statsgarantierne under Bankpakke 2 til statsgarantierne under Bankpakke 4. Og selv om man nu er nyttige erfaringer klogere, og selv om man nu strammer op på regnskabsreglerne, er der derfor i princippet stadig en vis risiko for, at nogle af de samme uheldige problemer med hensyn til tildeling af individuel statsgaranti og indgåelse af aftale herom kan gentage sig,« siger Michael Camphausen.

Nissen flytter med

Til trods for, at der siden Amagerbankens krak er blevet lavet en ny bankpakke - nummer fire af slagsen - og til trods for at regnskabsreglerne på Finanstilsynets foranledning bliver strammet, så bankledelserne har mindre frihed til selv at fastsætte nedskrivningsbehovet, så består den altoverskyggende årsag til det uheldige forløb omkring Amagerbankens statsgaranti.

En stor del af forklaringen er, at den brede forligskreds bag Bankpakke 4 kun i begrænset omfang har ændret lovgivningen for at lave den nye pakke. Som Business i flere omgange har berettet, så blev Bankpakke 4 hastet igennem midt under efterårets valgkamp som et såkaldt aktstykke.

Bankpakke 4 giver bl.a. mulighed for at forlænge statsgarantierne fra Bankpakke 2 udover de tre år, som var den oprindelige tidsbegrænsning på det statslige sikkerhedsnet. Det kan ske, hvis to banker står over for en fusion. Men i stedet for at lave egentlige lovændringer for at give hjemmel til de forlængede statsgarantier, har folketingsflertallet med aktstykket trukket på den gamle lovgivning. Derfor flytter nissen med.

Hidtil har opgøret efter Amagerbankens krak udviklet sig til en kamp mellem myndighederne, hvor både Finanstilsynet, Finansiel Stabilitet og Erhvervsministeriet har stillet sig op ved håndvasken og fralagt sig ansvaret for, at banken fik milliardgarantien kort før sit krak.

Ifølge Michael Camphausen ligger problemet da heller ikke i de forskellige myndigheders forvaltning, men derimod i selve lovgivningen bag reguleringen.

Det er en systemfejl, og en fejl, der altså fortsat eksisterer i regelsættet: »Der er ikke taget hånd om den principielle systemfejl, som ligger i konstruktionen omkring den individuelle statsgaranti, hvad angår ansvarsfordelingen mellem Finansiel Stabilitet som administrator af garantiordningen og Finanstilsynet som solvens- og tilsynsmyndighed.

Der er således stadig en risiko for, at for mange kokke fordærver maden, så at sige, eller måske rettere, at man sætter sig mellem to stole. Fejlen ligger dermed ikke hos Tilsynet eller hos Finansiel Stabilitet, men i den reguleringsmæssige konstruktion. Det er det, jeg mener med udtrykket systemfejl, fordi fejlen ikke kan placeres hos nogen individuel instans,« siger Michael Camphausen.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra erhvervsminister Ole Sohn (SF) til hullet i Bankpakke 4.

Staten har fortsat udestående garantier for 172 milliarder kr. til 49 danske pengeinstitutter med udløb i 2012 og 2013. Det er en del af disse garantier, som kan blive forlænget under Bankpakke 4, og som risikerer at give staten nye tab, hvis de bliver tildelt usikre banker som efterfølgende krakker.