25. november 2007, 03:30

Mafiaen som kapitalismens avantgarde, yderste spydspids, skarpeste skær.

Det kunne lyde som en provokation med sidste salgsdag engang i 1980erne. Men lytter man til den italienske forfatter og journalist Roberto Saviano, som kun var 10 år og endnu legede mellem bøffellort og affald på stranden nord for Napoli, da Muren faldt i Berlin, tager udsagnet karakter af en nutidsbeskrivelse og en dyster profeti, der hverken kender kommune- eller landegrænser.

For i en globaliseret, kapitaltørstig verden, hvor markeds- og bundlinjeøkonomien hersker, er mafiaen forklædt som forretningsmand et show, der måske snart kan komme til din by, til din virksomhed, til din regering, til din pengepung.

»Jeg tror, at kapitalismens avantgarde i dag er at finde i de kriminelle karteller. De har mere end nogen andre formået at løse de store problemer, som mange forretningsfolk kæmper med i dag. For det første har de en ubegrænset adgang til penge, som de tjener på narkohandel og afpresning og kan vaske hvide i »legale« virksomheder. For det andet kan de gennem korruption og trusler udvide lovgivningens masker efter deres egne behov,« siger Roberto Saviano.

Man kan ikke se den eller opfange den med andre sanser. Kun en enkelt gang, da en kamp om narkomarkedsandele for få måneder siden endte i et seksdobbelt mord i den tyske industriby Duisburg, så man halen af den, og den forsvandt hurtigt igen.

Mafiaen i Danmark
Men mafiaen er på vej op gennem Europa og ud i resten af verden. Pengene – eller kapitalen – er de ben, den går på, og der vokser hele tiden nye lemmer ud, som trykker de »rene« økonomier i hånden og udveksler varer og ydelser.

»Tag Polen. Her er en napolitansk mafiaklan begyndt at investere i statsobligationer for på den måde at presse den polske regering til at holde hånden over de eftersøgte klanmedlemmer, der bor i landet,« siger Roberto Saviano.

Som andet eksempel nævner han Rumænien, hvor bosserne opkøber resterne af de store statsejede landbrug og omstiller dem til produktion af den bøffelmælk, der er en uundværlig ingrediens i de højt besungne napolitanske mozzarella-oste. I Skotland har en klan investeret i indkøbscentre og turisme. I Kina og Østeuropa ejer man egne fabrikker, der producerer helt »legale« varer som fotoapparater.

Og såmænd også i velfærds-Danmark har mafiaen for længst gjort sin entré i form af kokain, falske mærkevarer og stjålne luksusprodukter.

»Al den kokain, der sniffes i Danmark, er formidlet af narkokarteller, som er forbundet med de italienske narkokarteller. Dette er de italienske mafiaorganisationers rolle i dag: De optræder som grosserer og lader andre tage sig af den videre distribution og salg. Hvidvaskning af mafia-kapital i de skandinaviske lande er der endnu ikke eksempler på, så vidt jeg ved. Men det skyldes måske, at myndighederne ikke er nok opmærksomme på det. I hvert fald ser det underligt ud, at mafiaen vasker penge i hele Tyskland, og at det så bare skulle standse ved grænsen til Skandinavien,« siger Roberto Saviano med en mine, der antyder lidt af hvert.

Han åbnede døren
Han sidder i et blødt sofaarrangement på øverste etage et sted i København og fryser, sådan som de fleste andre italienere gør på denne tid af året på disse breddegrader. Anledningen til besøget er hans dokumentarbog »Gomorra«, som udkom i denne uge på dansk på forlaget Borgen med den danske titel »Mafiaen i Napoli«. En noget misvisende titel, idet bogens primære budskab netop er, at mafiaen ganske vist har italienske rødder, men at den i dag føler sig hjemme overalt.

Verdens interesse har da heller ikke manglet for denne usædvanlig godt skrevne bog, som kæder den 28-årige forfatters egne indtryk og opdagelser sammen med fakta fra det italienske antimafiapolitis rapporter. I Italien er den indtil videre solgt i 850.000 eksemplarer, i Tyskland 130.000, i Frankrig solgte den 35.000 i de første dage efter udgivelsen og i alt er den på vej ud på over 30 sprog over hele kloden. Uden tvivl en af de største italienske litterære succeser nogensinde. Prisen er, at Saviano sandsynligvis må leve resten af sit liv med livvagter, skudsikre biler og hemmelige adresser, fordi de lokale mafiabosser i Napoli-området ikke kan tilgive ham, at han har åbnet døren til deres forretningsimperium for verdens undrende blikke. Et imperium, der for de tre førende italienske mafiaorganisationers vedkommende omsætter for omkring 100 mia. euro om året, svarende til over 20 storebæltsbroer, vel at mærke i nutidspriser. Og det er kun hvad angår virksomheder som afpresning, produktion af cement og byggematerialer, transport og tekstilindustri. Narkohandel, våbenhandel og ågerkarlevirksomhed er ikke med i beregningerne, der er foretaget af italienske handelsorganisationer og analyseinstituttet Eurispes.

»Tallene taler for sig selv. Den napolitanske Camorra, den calabresiske ’Ndrangheta og Siciliens Cosa Nostra er større end virksomheder som Microsoft, BMW, Mercedes, Benetton. De er Italiens største virksomheder, ja Europas største,« siger Roberto Saviano.

Monopol på markedet
Det mest bemærkelsesværdige ved bogen er, at forfatteren hele vejen igennem beholder de økonomiske briller på selv i beskrivelserne af de seneste års bandekrige i Napolis forstæder, som blev udløst, da en gren af et narkokartel ville gå solo, hvilket lykkedes efter et sandt blodbad. Det handler hverken om ære eller regler eller andre romantiske værdier, som ni ud af ti mafiafilm er spækkede med, men ene og alene om businessens inderste væsen. For de napolitanske mafiosi betragters først og fremmest som forretningsfolk.

Citat fra bogen:

»Det er ikke camorraens folk der forfølger forretningerne, men forretningerne der forfølger camorraens folk. Tankegangen bag de kombinerede forbryder- og erhvervsorganisationer, bossernes tænkemåde, svarer til den mest vidtgående liberalisme. De regler der påtvinges folk, er forretningens og profittens love, loven om sejr over enhver konkurrent. Resten betyder ingenting. Når man på én gang kan skalte og valte med andre menneskers liv og død, fremme salget af et produkt, få monopol på en del af markedet og investere i de mest avancerede områder, så betaler man for sin magt med enten en fængselsstraf eller livet. At have magten i ti år, et år, en time. Lige meget hvor længe. At leve og have magten for alvor, det er det der tæller. At være sejrrig på markedets kampplads.«

Det er et sprog, der forstås langt ud over mafiaklanernes egne rækker. Mange legale virksomheder vælger da også ikke at gå til politiet, når de ved indgangen til et marked bliver udsat for tilbud, de ikke kan afslå. For kun en tabende mafia kræver beskyttelsespenge, som betaleren ikke har noget ud af.

»Beskyttelsespenge er i dag en ‘pakke’, der indeholder en masse behagelige ting mellem det betalende firma og den modtagende mafiaklanen. Hvis jeg som firma betaler, er jeg sikker på at lastbilerne kommer til tiden, for lastbilerne tilhører klanen, og det er også deres diesel, der er i tanken, hvilket gør det hele meget billigere. Har jeg brug for et lån til en god rente, er det heller ikke noget problem. Det samme med arbejdskraften. Hvis jeg har brug for billig arbejdskraft, skaffer klanen alle de illegale indvandrere, jeg har brug for, og de udstyrer dem med alle nødvendige papirer, så det ser lovligt ud. Beskyttelsespengene er med andre ord i dag adgangsbilletten til et netværk, der er fuld af fordele for den betalende virksomhed,« fortæller Roberto Saviano.

Alle er glade
Beskyttelsesproduktet er altså blevet udviklet i væsentlig grad, siden det bare handlede om, at »enten betaler du, eller også sætter jeg ild til din forretning.« I dag er der mere tale om en slags symbiose mellem mafiaorganisationerne og de legale virksomheder.

Den store italienske virksomhed Parmalat var et af de firmaer, hvis produkter blev distribueret gennem den napolitanske camorra. Det samme gælder for firmaer som Algida, Cirio og Van Holten.

»Parmalat gik aldrig til politiet og fortalte, at de blev afpresset. Og det selv om virksomheden var så stor, at den sagtens kunne have gjort det og uden problemer kunne have ladet sine lastbiler eskortere af politiet. Hvorfor gjorde den det ikke? Sandsynligvis fordi denne form for afpresning ikke var til nogen skade,« fortæller Saviano.

Han tilføjer, at det i detaljen fungerer på den måde, at en fødevarevirksomhed leverer varerne til camorraens agenter med større rabat, og at camorraens agenter ligeledes afhænder varerne til supermarkederne med tilsvarende større rabat. Til gengæld bliver konkurrenterne holdt ude, og fortjenesten er tilsvarende større. Alle har således grund til at være tilfredse: virksomhed, mafia, supermarked og såmænd også kunderne.

»Ind imellem kan der så være undtagelser. Som for eksempel i byen Marano, hvor julekagerne blev solgt til det dobbelte for at finansiere den 13. månedsløn til den lokale mafiaklans mordere.«

Saviano fæstner sig også ved, at da møbelkæden Ikea besluttede at åbne sin største filial i Italien, skete det netop på camorraens jord, i byen Afragola i Napolis nordlige udkant.

»Det skete uden anmeldelser til politiet. Hvad der lå bagved, er umuligt at sige, for alle efterforskninger er gået i stå, og de kommer vel kun i gang igen, hvis én eller anden i den lokale klan beslutter sig til at hoppe af og fortælle myndighederne, hvad han ved. Men det er da kendt, at Ikea købte jorden af en lokal kvindelig mafiaboss, som havde opkøbt grunden, så snart hun havde fundet ud af, hvor filialen skulle ligge. Hun købte for fem og solgte for 500.«

Reglerne må ændres
På den måde flyder der penge fra det private erhvervsliv over i mafiaens private erhvervsliv, og de formerer sig og bliver for camorraens vedkommende investeret i blandt andet den italienske byggeindustri, hvor den napolitanske camorras virksomheder i dag er de førende inden for byggeri af rækkehuse og mindre boligkomplekser. Udefra ser alt helt legalt ud, og de norditalienske bygherrer er glade for at arbejde sammen med napolitanerne, der altid kan garantere materialer, transport og arbejdskraft. Kigger man på mafiaorganisationernes aktiviteter som på en tommestok, er det således kun de første centimeter, som er stænket med blod og narko. Resten er ganske normal virksomhed, og ved at holde fat i den beskidte ende har Saviano fulgt dens spor ud i verden.

»Hvis vi ikke skal blive væltet over ende af denne økonomiske magt, er det nødvendigt at ændre på nogle af de regler, vi indtil nu har indrettet vores samfund efter. For mig er det helt klart, at man bør legalisere narkotika på en eller anden kontrolleret måde. Narkoen er én af mafia-organisationernes primære indtægtskilder, og en legalisering ville være et hårdt slag. Men man bør også ændre på reglerne for licitationer, hvor det mest favorable tilbud vinder. For så længe det er sådan, vil mafiaen vinde alle de licitationer, den deltager i. De har materialerne, de har maskinerne, brændstoffet, arbejdskraften. Ingen kan slå dem. EU bør gribe ind. Men EU taler aldrig om mafia, man hører stort set aldrig ordet udtalt, og det er underligt, eftersom flere efterforskninger har vist, at mafiaens folk for længst har indtaget EU som sit eget indre marked. Det var massakren i Duisburg da også et tydeligt tegn på. I morgen sker det måske i København, hvem ved. Jeg håber bare, at man i Danmark forstår, at alt dette ikke er noget, der foregår på en anden planet, men meget tæt på,« siger Roberto Saviano.

Ikke ligefrem opmuntrende nyheder oven på weekendens skyderier i København. Men Saviano er da heller ikke rejsende i gode nyheder. Når de anholdte mafiabosser ser ham gennem tremmerne til de retssager, han vælger at følge, gør de korsets tegn foran sig for at fortælle ham, at han for dem allerede er en død mand. Det er bare et spørgsmål om tid. Og tiden har indtil videre været på deres side.

Roberto Saviano: »Mafiaen i Napoli«. 310 sider. Pris 299,95 kr. Borgens Forlag. Bogen er netop udkommet på dansk og er af New York Times udnævnt til en af de 100 vigtigste udgivelser i 2007.