Hvis rederiet sælger sin aktiepost i store lunser, kan banken afhændes uden om skattefar
3. januar 2012, 13:11
A.P. Møller - Mærsk kan afhænde sin store ejerandel i Danske Bank uden at betale skat af avancen.
Med en ejerandel på mere end 10 pct. har rederiet nemlig ifølge selskabsskattelovgivningen en skattefordel ved både salg og udbyttebetaling.
Spekulationerne om, at Mærsk varmer op til en frasalg af Danske Bank har fået nyt liv, efter at en rapport fra konsulenthuset McKinsey - ifølge Jyllands-Posten - anbefaler netop dette.
A.P. Møller - Mærsk understreger over for Ritzau, at rederiet fastholder sin langsigtede ejerskab i Danske Bank. Men beslutter rederiet en dag at sælge sin 22 pct. store ejerandel af landets største bank, bliver det formentlig en langvarig proces, der indebærer afgørende skattemæssige overvejelser.
Dels kan aktierne ikke bare dumpes i markedet, for det vil presse kursen nedad, dels vil det have skattemæssige implikationer, hvis posten sælges i småbidder.
Med en ejerandel på mere end 10 pct. slipper Mærsk for at betale skat af avancen ved salget af aktierne - ligesom en ejerandel på mere end 10 pct. giver en skattefritagelse ved udbyttebetaling.
Tidligere hed skattegrænsen 20 pct., og det var derfor en klar fordel for en ejer, at holde på en andel herover.
"Når du har mere end en given andel af et selskab, kan du hjemtage udbytte skattefrit. Det er en ejergrænse, som har ændret sig historisk, og den blev sat ned til 10 pct. for nogle år siden. Tidligere hed den 20 pct. Når man sælger aktierne, har det også betydning for avancen. Når du kommer over 10 pct. har du skattefrihed," siger Lars Nyhegn Eriksen, partner i revisions- og rådgivningsfirmaet Deloitte. Han understreger, at han ikke kender til den konkrete ejerstruktur i A.P. Møller - Mærsk, og at han udtrykker sig generelt om de selskabsretlige regler.
Med den nye grænse kan Mærsk sælge lidt over halvdelen af sin 22 pct. store ejerandel uden at skulle bekymre sig om skattefar, men så snart ejerskabet ryger under 10 pct. begynder det at koste, hvis bankaktierne sælges i små portioner.
"Når du sælger fra og ryger under 10 pct. vil der herefter være tale om porteføljeaktier, og så bliver avancen efterfølgende skattepligtig. Vi ser derfor ofte, at man afstår de sidste 10 pct. på én gang, hvis det er det, man ønsker," siger Lars Nyhegn Eriksen.
Dermed vil det være en fordel for rederiet at skille sig af med banken i større bidder, og det er i det hele taget den oplagte strategi, fastslår Bjørn Schwarz, aktieanalysechef i Sydbank:
"Sælger har en interesse i at få en god pris for sine aktier. og man kan ikke bare begynde at sælge dem enkeltvis i markedet, for det vil presse kursen. Man vil typisk sætte flere investeringsbanker til at finde en køber," siger Bjørn Schwarz.
Alt taler desuden for, at et eventuelt salg af Danske Bank først vil finde sted, når aktiekursen har hævet sig over det aktuelle - og historisk lave - niveau.
"Den nuværende aktiekurs i Danske Bank ligger lavt i forhold til potentialet. Jeg går ud fra, at Mærsk også har den opfattelse. Man skal huske på, at der ligger en omkostningsreduktionsplan, som skal give besparelser på 2 milliarder kr. om året. Derudover må man forvente, at Eivind Kolding vil sætte sit fingeraftryk i løbet af foråret og løfte sløret for, hvad han vil gøre fremover," siger Bjørn Schwarz.
Eivind Kolding, der tiltræder som ordførende direktør i Danske Bank den 15. februar kommer netop fra Mærsk-hovedkvarteret på Esplanaden, hvor han har stået i spidsen for Maersk Line siden 2006.
De sidste 10 år har han desuden haft plads i Danske Banks bestyrelse, senest som formand. Men nu tager Esplanadens mand for alvor over i bankens hovedkvarter på Holmens Kanal.
Eivind Kolding er vant til at tage hårdt fat. I Maersk Line har han som direktør gennemført besparelser for milliarder af kroner og nedlagt 7.000 stillinger.
Danske Bank handledes tirsdag formiddag i kurs 76, men et gennemsnit af de 12 analytikere, der følger selskabet, sætter kursmålet til 87.
De mest positive vurderer, at Danske bank-aktien skal koste mere end det dobbelt af den nuværende værdi.
Danske Bank har mistet 70 pct. af sin kursværdi siden februar 2007, hvor en aktie kostede 252 kr.
Rederiet har været storaktionær i Danske bank siden 1928, hvor A.P. Møller trådte til som redningsmand for den kriseramte Landmandsbanken.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten