Bank-Trelleborg solgt på en weekend – akkurat som under krisen i begyndelsen af 1990erne. Men sådan behøver det ikke at foregå, påpeger en ekspert, der mener, at aktionærerne er gjort retsløse.
24. januar 2008, 05:00 – opdateret 13. maj 2012, 23:26
Den lynhurtige redning af den kriseramte bankTrelleborg i Slagelse ser ud til at være sket efter samme skabelon, som blev benyttet ved utallige redninger i slutningen af 1980erne og i begyndelsen af 1990erne.
»Med bankTrelleborg laver Finanstilsynet det samme »stunt«, som de gjorde i begyndelsen af 1990erne – altså at løse krisen ved at fusionere pengeinstituttet lynhurtigt ind i et andet, før nogen opdager det,« siger lektor, dr.merc. Finn Østrup fra Copenhagen Business School.
Han er i øjeblikket i gang med at lægge sidste hånd på en bog om bankkriser, og han har derfor gennemgået de mange redninger, der fandt sted i 1980erne og i 1990erne.
»Jeg synes, det er problematisk, fordi aktionærerne stort set er gjort retsløse. Men aktionærerne burde også have krav på at vide, hvilken bank der vil give den højeste pris. Der var jo åbenbart en, der var villig til at betale en højere pris,« siger Finn Østrup med henvisning til Berlingske Business onsdag, hvor direktør Flemming Hansen fra Sparekassen Sjælland sagde, at han ikke var blevet spurgt, og at han var overbevist om, at han ville have betalt en højere pris til aktionærerne.
Bedre med anden model
Indtil i fredags troede de fleste, at alt var i skønneste orden i bankTrelleborg, der er vokset enormt i de senere år. Men i løbet af weekenden smed bestyrelsen med formanden Flemming Holm håndklædet i ringen og lod sig overtage af Sydbank for blot 250 millioner kroner svarende til omtrent en fjerdedel af markedsværdien i sidste uge. Finn Østrup mener, at alle havde været bedre tjent med en anden redningsmodel.
»Man kunne have udskilt de sunde dele i banken, og videreført de aktiviteter i et datterselskab. På den måde havde man opnået noget tid til at finde en bedre løsning for aktionærerne,« siger Finn Østrup.
Bestyrelsesformand Flemming Holm fra bankTrelleborg har ikke ønsket at fortælle, hvorfor han valgte at sælge banken for 250 millioner kroner til Sydbank. Finanstilsynet afviser at have nogen indflydelse på salgsprisen.
»Det er bestyrelsen, der træffer afgørelsen om tvangsindløsning. Efterfølgende skal Finanstilsynet godkende det,« siger direktør Henrik Bjerre-Nielsen fra Finanstilsynet.
Da han blev involveret i redningen af banken i Slagelse, var han formelt set tvunget til at bede økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) om tilladelse. Direktøren påpeger, at redninger ofte er nødt til at ske hurtigt.
»Jeg kan ikke sige noget om den konkrete sag, men likviditet i en bank er noget meget afgørende. I de tilfælde kan det være nødvendigt, at det går meget hurtigt. Det er ledelsen, der har ansvaret for banken. Hvis bankens ledelse mener, at en tvangsindløsning er det bedst mulige, og at det i øvrigt er inden for lovgivningens rammer, godkender vi det,« siger Henrik Bjerre-Nielsen. Han understreger, at Finanstilsynet ikke på nogen måde skal godkende den kurs, som tvangsindløsningen sker til, Det er bankens revisor, der godkender den.






























































