For lokalbankerne handler det ikke længere om at vokse og åbne flest mulige filialer, men om at sikre rødderne og fokusere på lokalområdet.
8. februar 2010, 10:30 – opdateret 8. februar 2010, 10:32
Føroya Banks overtagelse af 12 af Sparbanks filialer kan være første spadestik til en generel ændring af mange lokalbankers strategier om at vokse ud af lokalområdet.
For under opturen havde mange lokalbanker vokseværk og åbnede rask væk filialer i områder af landet, som ikke lå i umiddelbar nærhed af hovedsædet.
»Nu handler det i stedet om at holde på hat og briller. Derfor kan man sagtens forestille sig, at bankerne først og fremmest ønsker at sikre rødderne og derfor søger hjem mod lokalområdet igen,« siger bankekspert Bjarne Jensen fra analyse- og konsulentvirksomheden Bjarne Jensen Consult.
Det er ifølge Bjarne Jensen motivet bag salget af Sparbanks 12 filialer på Fyn og i Jylland og Grønland:
»De vil hellere være lokale efter i en lang periode at have forsøgt at etablere sig i de større byer,« siger Bjarne Jensen.
Tilbage til udgangspunktet
Direktøren for de små og mellemstore bankers interesseorganisation, Jan Kondrup, er enig i, at pilen peger i retning mod øget fokus på rødderne:
»Der er en generel tendens til back to basics. Derfor kan det godt være, at nogle af lokalbankerne vil sælge filialer fra, som ligger i periferien af ens område, hvis rentabiliteten ikke er tilstrækkelig høj,« siger Jan Kondrup, direktør i Lokale Pengeinstitutter.
Derfor er han enig i, at fremtiden byder på frasalg af lokale bankers filialer:
»Men salg af en filial betyder også, at en anden bank køber op - måske netop for at styrke sig i lokalområdet. Denne form for bytte af filialer for at styrke rentabiliteten vil formentlig blive mere udbredt,« siger Jan Kondrup.
Han understreger dog, at lokalbankers salg af filialer til hinanden ikke er ensbetydende med, at bankerne er ved at lukke.
Indimellem vurderer forskellige aktører ellers, at antallet af banker i Danmark er alt for højt. For et halvt år siden vurderede den nuværende formand for Finansrådet, Peter Straarup, at der kun var brug for 20 banker i Danmark, hvis man sammenlignede med antallet af banker i Sverige.
Den vurdering kan ifølge de lokale pengeinstitutter ikke bruges til så meget andet end at smide i skraldespanden:
»Disse dommedagsprofetier – der pudsigt nok har det med at komme fra de større banker – rammer helt ved siden af. Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at der er for mange banker i Danmark – heller ikke i en direkte sammenligning med Norge eller Sverige,« siger Jan Kondrup.






























