Løkke i opgør med overvismand

De økonomiske vismænd mangler at påskønne, at regeringen med sin genopretningspakke tager hånd om de økonomiske problemer, lyder det fra statsministeren.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) langer nu ud efter landets øverste uafhængige økonomiske sagkundskab, overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

Løkke mener ikke, at overvismanden i tilstrækkelig grad anerkender, at regeringen har lavet en genopretningspakke til 24 milliarder kroner med det formål at konsolidere dansk økonomi.

»Der mangler en erkendelse af det markante skifte, regeringen har lavet i dansk politik i foråret ved at sætte en ret markant streg mellem en gammel tid og en ny tid i form af det største indgreb i nyere dansk politisk historie ved at lave en kæmpe arbejdsmarkedsreform. Det mangler der en eller anden grundlæggende cadeau for,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Et skridt i den rigtige retning

Han reagerer, efter at overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen i går i Berlingske Tidende kaldte politikerne for »økonomisk tonedøve«, fordi de over en bred kam afviser at lave reformer af blandt andet efterlønnen, som ifølge vismændene er nødvendigt for at rette op på dansk økonomi.  
Overvismanden kan ikke genkende statsministeren udlægning.

»Vi har sådan set været ret anerkendende i forhold til genopretningspakkens halvering af dagpengeperioden. Og den øvrige del af genopretningspakken bidrager til at reducere underskuddet på det offentlige budget. Men vi siger så samtidig, at genopretningspakken samlet set kun er et skridt i den rigtige retning. Problemerne er meget større med det underskud, der er på vej på de offentlige budgetter på grund af den demografiske udvikling og de svindende indtægter fra nordsøolien,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen og efterlyser en hurtig politisk aftale om en aftrapning af efterlønnen fra 2012.

»Det haster med en efterlønsreform, fordi udviklingen med flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder er i fuld gang,« siger han.  

Selv om statsministeren på ingen måde vil høre tale om at ændre så meget som et komma i den eksisterede politiske aftale om efterlønnen, afviser han dog, at kritikken rammer plet.

»Jeg er ikke tonedøv. Heller ikke økonomisk tonedøv. Jeg lytter i stereo, og jeg har ansvaret for både at modne og træffe beslutninger. Stor respekt for folk, der kan sidde på et eller andet kontor og med et fokuseret blik på en eller anden problemstilling og sige, at alt andet lige, så skal man gøre sådan her,« siger Løkke Rasmussen. 

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.



Markedet lige nu