Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

LD-formue voksede i 2009 trods milliardudbetalinger

Lønmodtagernes Dyrtidsfond udbetalte i 2009 i alt 4,1 milliarder kr. til medlemmerne, men alligevel voksede formuen med 1,1 milliarder kr., på grund af solide afkast.

Stadigt flere danskere der har penge i Lønmodtagernes Dyrtidsfond har mulighed for at trække deres opsparing ud af fonden, og det benyttede 61.600 medlemmer sig af i 2009.

Men selv om LD udbetalte 4,1 milliarder kr., så voksede formuen med 1,1 milliarder kr. til 52,1 milliarder kr. Det skyldes, at LD hentede solide afkast på finansmarkederne i 2009.

Langt hovedparten af medlemmerne har pengene placeret i ordningen "LD Vælger", hvor LD styrer investeringerne. Det gav i 2009 et afkast på 12,1 pct. efter omkostninger og skat, eller en del bedre end f.eks. ATP kunne præstere. Afkastet betyder, at et medlem, der havde fuldtidsarbejde mellem 1977 og 1979 nu har 92.170 kr. stående på sin LD-konto.

Til sammenligning blev der oprindeligt indbetalt 4.368 kr. på kontoen, så over de sidste 30 år har afkastet i snit været på 10,2 pct. efter omkostninger og skat.

Lønmodtagernes Dyrtidsfond blev etableret af den daværende socialdemokratiske regering i 1980, fordi det blev besluttet at indefryse, og siden aflyse, de dyrtidsportioner, som danske lønmodtagere modtog indtil da som kompensation for stigende inflation.

7,7 mia. kr. er blevet til 98,5 mia. kr.

I alt indbetalte staten 7,7 milliarder kr. til LD, og siden er der blevet udbetalt eller overført 46,4 milliarder kr. til medlemmerne, plus de 52,1 milliarder kr. som fortsat ligger i LD.

Pengene kan normalt udbetales når et medlem fylder 60 år, men ifølge LD er 29,6 pct. af formuen placeret hos medlemmer, som kunne kræve pengene udbetalt, men har valgt at lade dem blive stående i LD.

LD skaffede i 2009 de 900.000 medlemmer et obligationsafkast på 9,4 pct., hvoraf realkreditobligationer gav 8,8 pct. og statsobligationer 5,5 pct., mens de børsnoterede aktier gav 26,7 pct.

Aktieafkastet er en del lavere end markedsafkastet på danske aktier, der i 2009 var på 35,5 pct., men det forklarer LD med, at man ser på aktier som en global aktivklasse.

Tallene viser da også, at chefen for danske aktier, Keld Henriksen, ikke har mistet evnen til at skaffe afkast. LD puljen for danske aktier gav sidste år et afkast på 43,6 pct.

Af de 11 puljer som LD-medlemmerne kan vælge imellem har det bedste afkast været i danske aktier, mens puljen for korte obligationer ikke overraskende har givet det mest beskedne afkast på 4,4 pct. Set over de sidste fem år har danske aktier også været bedst, med et samlet afkast på 44,9 pct., mens puljen for milkø og sundhed har givet et afkast på 13,9 pct.

 

Berlingske Forum - Skriv kommentar

Husk: Hold en god tone i debatten
Kun navn bliver vist i forbindelse med kommentaren, dog skal alle felter udfyldes.




Markedet lige nu