Kvinderne er håbløst bagud med deres pensionsopsparinger, viser en undersøgelse fra Nykredit blandt godt 8.500 danskere.
30. december 2009, 17:07 – opdateret 30. december 2009, 17:18
Sune Worm Mortensen, afdelingsdirektør, Nykredit, giver svar på tiltale om kvinders vej til ligestilling på pensionsområdet.
2009 blev ikke året, hvor der kom ligestilling på pensionsområdet. Kommer 2010 til at se bedre ud?
Både ja og nej. Det spiller ind, at kvinder stadig får en lavere løn og bruger længere tid på barsel. Det kræver en del, før der bliver rettet op på det. Det sker i hvert fald ikke i 2010, heller ikke på pensionsområdet.
Hvilket år tror du, der bliver ligestilling på pensionsområdet?
Det tør jeg ikke spå om.
Hvorfor synes kvinderne ikke, det er et must at kende sin pensionsopsparing?
Det er et område med lav interesse for kvinder. Der er en del stereotyper på det her område, der svarer til, at mænd stadig tænder op i grillen, mens kvinderne stadig står i køkkenet.
Men er det nyt? Hvorfor er det interessant at tale om kvinder og pension?
Fordi det overrasker mig, at der stadig er markant forskel på mænd og kvinders pension. Måske har vi hørt det før, det er stadig grotesk, at forskellen ikke er blevet mindre i 2009. Vi lever i et oplyst samfund, og i år har der været et ekstremt stort fokus på pensionsopsparinger. Alligevel ser det ud til, at kvinderne ikke kommer på banen. Det gælder om at fortælle især kvinder, at de kan gøre en del for at optimere deres pensionsopsparing.
Hvad er dine gode råd?
Få et overblik over din privatøkonomi sammen med din rådgiver i 2010. Find ud af, hvor meget du betaler i lån til dit hus, til din pension, og hvor meget du har at leve for. Problemet opstår, når man en dag finder ud af, at opsparingen er for lille, og at man må vinke farvel til at leve livet, når man bliver gammel.
Hvad tror du der kommer til at ske i 2010?
Jeg tror flere vil tænke: ”Hvad nu hvis…” og få overblik over sin pension, skat og bolig.
Du giver måske en lussing til kvinderne: Tag jer nu sammen og bliv fornuftige?
Nej, det er et en blid aen på kinden til kvinderne og et ønske om, at de vågner op af tornerosesøvnen i 2010.






























































