Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Kunderne betaler Danske Banks regning

I sidste ende er der kun ét sted, hvor Danske Bank kan hente besparelser – og det er hos kunderne

Det skuffende regnskab fra Danske Bank tirsdag morgen får konsekvenser. Ikke bare skal i alt 2.000 medarbejdere forlade banken over de næste par år – kunderne kommer også til at mærke det på egen pengepung, vurderer Sydbank-analytikeren Bjørn Schwarz.

”Man skriver direkte i regnskabet, at banken overvejer yderligere prisregulerende tiltag. Det kan både være på gebyrsiden, men det kan også være på rentesiden,” siger Bjørn Schwarz til Berlingske.

Danske Bank er hårdt presset på indtjeningen, som er faldet med 11 procent. Det er de fortsatte problemer med verdensøkonomien og finanssektorens egne problemer, der tynger. Banken har de seneste år skåret 140 filialer væk, afskediget 2.000 medarbejdere og forhøjet renten, fremgår det af regnskabet for tredje kvartal.

Den udvikling fortsætter, vurderer Bjørn Schwarz.

”Det har man løbende gjort. Banken kigger på hele måden, man betjener kunder – f.eks. hvad kunderne selv kan klare via elektroniske medier, og hvordan man bruger medarbejderne bedst, og så overvejer man prisregulerende tiltag,” siger han og tilføjer:

”Alle banker gør det, fordi de er pressede og skal leve op til høje nye krav fra myndighederne. De bliver simpelthen nødt til at polstre sig bedre. Lige som det sker inden for andre sektorer, så sender man regningen videre. Det sker også i finanssektoren.”

Alt i alt peger pilen altså på flere filiallukninger og flere udgifter for kunderne. Det kunne omvendt betyde, at kunderne ville vende Danske Bank ryggen, men det er langt fra sikkert, vurderer analytikeren. For alle bankerne er i samme båd.

”Man skal jo alt andet lige have en lønsom forretning – og være rustet til gældskrisen, der måske præger det hele de næste to år. Og der kan jo sagtens komme flere nedskrivninger på kunder. Det gælder alle bankerne,” siger Bjørn Schwarz fra Sydbank.

 




Markedet lige nu