Finanstilsynet og Nationalbanken går nu sammen om at holde et skærpt styrket øje med de danske bankers likviditet på grund af det forestående udløb af den første bankpakke.
18. februar 2010, 10:18 – opdateret 18. februar 2010, 10:31
1. oktober er det slut med den ubegrænsede garanti for alle indlån i de danske pengeinstitutter. Og selv om alle banker hidtil har afvist, at udløbet af statsgarantien kan blive et problem, så har vogterne over den finansielle stabilitet i Danmark, Finanstilsynet og Nationalbanken, af præcis den grund indledt et tæt samarbejde.
Helt specifikt vil alle banker og sparekasser blive spurgt indgående til deres planer for at opretholde tilstrækkelig likviditet, særligt når statsgarantien er udløbet. De skal besvare et særligt spørgeskema, og skal nu hver måned indsende stress-beregninger for deres fremtidige adgang til penge.
Hidtil har den første bankpakke fra 10. oktober 2008 virket ganske upåklageligt. Uanset hvor slemme rygter der har været om en bank, eksempelvis Fionia Bank eller Gudme Raaschou Bank, så har indlånere og andre långivere forholdt sig passive, i sikker forvisning om at deres penge var fuldt ud garanteret af den danske stat.
Fuld statsgaranti forsvinder
Men det ændrer sig 1. oktober, når den første bankpakke udløber. Så har alle indlånere som udgangspunkt kun indskydergarantifonden at støtte sig på. Dog forhøjes det sikrede beløb til godt 740.000 kr., plus fuld dækning for særlige konti. Men der ud over er der ingen garantier.
Det har skabt spekulationer i bankverdenen om at nogle svagere banker kan risikere, at store kunder flytter deres indlån til større og sikrere banker, og dermed skabe et likviditetsproblem for de svage banker. Emnet er dog uhyre følsomt, og det er ikke noget, som mange har lyst til at udtale sig om.
Bankerne har dog fået en mulighed for at optage individuelle tre-årige obligationslån med fuld statsgaranti mod at betale en garantipræmie til staten. Det er i øvrigt en ordning, som oprindeligt skulle have været åben indtil udgangen af 2010, men EU-Kommissionen vil alene godkende ordningen indtil 30. juni, og det er i øjeblikket tvivlsomt om den godkendelse vil blive forlænget.
Statslån giver underskud
Problemet med de individuelle statsgarantier er, at bankerne er nødt til at låne pengene nu, selv om de måske først frygter for deres likviditetssituation om et år eller to. Hvis en bank optager et statsgaranteret lån i dag, men først har brug for pengene om to år, så er problemet, at banken løbende skal betale rente og garantipræmie på lånet.
De penge kan banken som udgangspunkt kun få ind igen hvis pengene lånes ud til kunderne, men så vil banken stadig kunne risikere at få det likviditetsproblem, som lånet skulle hjælpe til at undgå. Alternativet er at placere pengene i Nationalbanken eller sikre obligationer, men det vil give bankerne underskud, med mindre de tager en voldsom renterisiko ved at købe meget langtløbende obligationer.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten