For få år siden blev den islandske model og landets storinvestorer hyldet af præsidenten. I dag sammenligner den nye erhvervsminister modellen med den amerikanske erhvervskandale Enron. Jagten er i gang, mens hovedpersonerne er rykket udenlands.
Hvad laver detektivselskabet Kroll i Island?
Samme Kroll som tidligere har fundet formuer gemt af diktatorerne Saddam Hussein, Baby Doc og Ferdinand og Imelda Marcos?
Det enkle svar er, at Kroll er hyret af islandske Glitnir, husbank for Magasin-ejer Jón Ásgeir indtil efterårets kollaps.
Glitnirs statslige ejer og bankens kreditorer vil simpelthen have undersøgt, om der var uregelmæssigheder i bankens udlån og dernæst have pengene igen.
Det bredere perspektiv handler om, at det efterhånden står klart, at det ikke bare var ekstremt risikovillige investorer og udlånsivrige banker, der skabte øens økonomiske kollaps. Derimod er der mange tegn på, at en lille gruppe i toppen af erhvervslivet udmærket vidste, at de spillede hasard med hjemlandets pensionsmidler, banksektor og børsnoterede selskaber, mens de selv blev rige.
»Jeg vil slet ikke kalde det en forretningsmodel. Det var et sindrigt system designet til at tømme banker og selskaber for værdier,« siger Vilhjálmur Bjarnason, assisterende professor i virksomhedsledelse ved Islands Universitet.
I øjeblikket foregår en hel del undersøgelser parallelt, og mistankerne retter sig mod en række af de fremmeste bank- og erhvervsfolk på øen, herunder selskaber med tæt tilknytning til finansvikingen over dem alle, Jón Ásgeir, som på toppen også havde betydelige danske besiddelser.
Blot begyndelsen
Før omfanget er fuldt afdækket og anklagerne underbyggede venter år med undersøgelser og retssager. Men Vilhjálmur Bjarnason tøver ikke med at give denne karakteristik:
»Det var et spil med gearede investeringer uden egenkapital. Samtidig var det en systematisk malkning af aktiver til fordel for en lille gruppe af højtstående personer i bankerne og holdingselskaberne.«
Holder blot en tiendedel af anklagerne vand, er der formentlig tale om det største svindelnummer på europæisk grund siden Anden Verdenskrig.
Meget af kritikken af de islandske forhold har været fremme i årenes løb – også i denne avis.
Men omfanget, systematikken og mistanken om mulige kriminelle aspekter med stråmænd, mandatsvig, hemmelige og ulovlige aktionærlån, markedsmanipulation og midler, der er gemt af vejen i skattely, mangler at bundfælde sig. Endnu er kun enkeltstående sager nogenlunde afdækkede.
Mystiske handler
I ugens løb kunne Business som det første medie fortælle, at handler med det danske flyselskab Sterling nu bliver efterforsket for mandatsvig og ulovlige aktionærlån.
Centralt i sagen står Palmí Haraldsson og Hannes Smárason, der handlede Sterling i mellem sig, og et eller andet sted i kulissen spøger Jón Ásgeir, der var den egentlige magthaver i kapitalfonden FL Group og manden med bankforbindelserne.
Det billede, der tegner sig, er, at Palmí Haraldsson i 2005 købte tabsgivende Sterling med det formål at tørre det af på det da børsnoterede FL Group, hvor Hannes Smárason sad som topchef. Hvilket lykkedes seks måneder senere med en fortjeneste på over en milliard danske kr.
Den store taber i handlen var de tusindvis af investorer i FL Group, som politiet nu mener blev ført bag lyset af Smárason, hvis motiv man blot kan gisne om.
Sterling-handlen er imidlertid langtfra det eneste eksempel på den slags handler, hvor børsnoterede selskaber kontrolleret af Jón Ásgeir gør en usædvanlig dårlig forretning, mens Jón Ásgeir eller en fra kredsen omkring ham tjener styrtende.
I dag kan Business dokumentere endnu en mærkværdig transaktion, Stím-sagen, der involverer trekløveret og banken Glitnir. Selskabets eneste funktion var at købe aktier for penge lånt i netop Glitnir Bank (se boks).
Skandaløst som Enron
Det er åbenlyst, at noget ikke er, som det bør være i Island: Stort set hele den private bankssektor er krakket, og de fire største banker Kaupthing, Landsbanki, Glitnir og Straumur er overtaget af staten, mens de største holdingselskaber eller kapitalfonde om man vil, Baugur, Stodir og Exista enten er konkurs, overtaget af kreditorerne eller på sammenbruddets rand.
Bankerne og de store investeringsselskaber efterlader sig en enorm gæld, der modsvarer det årlige statsbudget flere gange, og alt det er sådan set kendt. Det nye er, at det store fald tilsyneladende er resultatet af markedsmanipulation, bevidst uigennemskuelige transaktioner og et forhold mellem banker og holdingselskaber, der kun kan betegnes som incestuøst.
»Islands finansielle system havde en del af de samme kendetegn som Enron. Det blev hævdet, at de islandske banker havde en fantastisk forretningsmodel, der kunne forklare, hvordan de kunne vokse meget hurtigere og fremvise større profitter end nogen andre. Men det havde de selvfølgelig ikke,« sagde Islands erhvervsminister Gylfi Magnusson for nylig på en konference om bankkollapset. Han er økonom fra Yale og blev minister i februar efter den tidligere regering blev tvunget til at gå af.
Oppustede værdier
For lige at genopfriske Enron-skandalen, så krakkede den amerikanske energigigant i 2001 efter år med rekordvækst, da det viste sig, at omsætning og indtjening og dermed også aktiekursen var kunstigt sendt i vejret gennem handler med en lang række skuffeselskaber, som Enron selv kontrollerede.
Nu beskyldes den islandske finanssektor for at være en lignende konstruktion: Bankerne lånte ud til stråmandsselskaber, de selv i sidste ende stod bag, der så igen købte aktier i bankerne. Holdingselskaberne lånte af de banker, de selv ejede, til virksomhedsovertagelser og aktiekøb og når de nyindkøbte aktiver steg, blev de yderligere belånt til yderligere opkøb.
Det var et lukket system, hvor nogle få centralt placerede kunne sørge for, at aktiekurserne kun gik opad og samtidig berige sig selv i uhørt grad – lige indtil hele korthuset væltede på én gang.
Parallellen til kollapset på Island er nærliggende, hvilket fører tilbage til spørgsmålet om, hvad et detektivbureau, der normalt jagter diktatorers gemte formuer, laver i en nordisk bank?
Detektiverne er der formentlig, fordi der er brug for dem.
