Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Islændingene holder vejret

De store firhjulstrækkere kører endnu, kranerne svinger over Reykjaviks byggepladser og den almindelige islænding kan hæve penge i bankerne til en kunstig lav kurs. Men lige bag facaden lurer frygten for den nærmeste fremtid.

REYKJAVIK: Finanskrisen truer med at skylle den islandske økonomi i havet. Det viser sig ikke i lange køer foran banker og supermarkeder, og på overfladen går livet videre i den islandske hovedstad.

Men travle islændinge på vej på job bliver stoppet og udspurgt af udenlandske TV-hold, og journalister sender live i morgenkulden.

Situationen er med andre ord langt fra normal.

Den amerikanske TV-station CNBC har taget opstilling foran parlamentsbygningen, mens CNN og islandsk TV2 interviewer forbipasserende 50 meter længere nede ad gaden.

Grunden til den store interesse er, at krisen er blevet forværret, selv om regeringen har vedtaget en finansiel nødret, overtaget den anden- og tredjestørste bank og indført en kunstig lav kurs på den islandske krone.

Den almindelige islænding kan hæve penge som normalt i alle banker, og sorthumoristiske betragtninger er foreløbig den mest udtalte konsekvens af krisen blandt almindelige borgere.

For eksempel er byggeriet af et stort koncert- og konference i Reykjaviks havn i fuld gang onsdag morgen, men en forbipasserende forklarer den reelle stituation:

"Det går fantastisk. Polske håndværkere bygger vores nye koncerthus for vores falske, islandske penge."

Tre forskellige kurser på een gang
Valutakrisen rammer dog ikke kun udenlandske arbejdere.

I Islands internationale lufthavn Keflavik er der udbredt forvirring, når islandske turister vender hjem; ingen ved hvad de har brugt på ferien, fordi ingen ved, hvad den islandske krone reelt er værd.

Selv om regeringen har indført en fast, lav kurs, der gælder, når islændinge går i banken, og når de islandske banker handler med hinanden, så bliver den kurs ikke accepteret i udlandet.

Tirsdag var situationen, at mens bankerne tog 130 islandske kroner for én euro, krævede Mastercard 175 og Visa over 200. De facto står den almindelige islænding altså over for mindst tre meget forskellige kurser på den islandske krone.

Krisestemningen har dog ikke lammet den islandske befolkning fuldstændigt. Klokken 12 lokal tid er der indkaldt til demonstration mod landets sløje økonomi.

Bagmanden er musikeren Bubbi Morthens, der har en position i Island, som Kim Larsen har i Danmark. Han har selv investeret - og tabt - hele sin formue.

De realpolitiske konsekvenser af protesten bliver formentlig til at overse. Men til gengæld kan det give befolkningen en følelse af at gøre noget mod den krise, som ingen indtil videre har kunnet gøre noget ved.

 




Markedet lige nu