Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Investorer: Størst risiko ved at låne penge til Swedbank

Den sikreste bank at låne penge til i Norden er Handelsbanken, mens svenske Swedbank og SEB vurderes til at være mest risikable. Danske Bank ligger nogenlunde midt i feltet, viser en gennemgang af forsikringspræmierne for at forsikre sig mod en konkurs i storbankerne. (Opdateret med nye data kl. 16.00).

Investorer, der er nervøse for at låne penge til store banker eller virksomheder, kan forsikre sig mod følgerne, hvis låntagen går konkurs.

Det kaldes i finanskredse for en "credit default swap" eller CDS, og går i store træk ud på, at man ved at betale en årlig præmie kan forsikre sig mod en konkurs. Forsikringspræmierne, der fastsættes i det frie marked, giver dermed også et signal om, hvilke virksomheder der anses for sikre, og hvilke der anses for mindre sikre.

En gennemgang af CDS-priserne viser, at det er dyrest at forsikre lån til de svenske storbanker Swedbank og SEB, mens Svenska Handelsbanken omvendt regnes for den sikreste.

Prisen for at sove roligt om natten
Sandsynligheden for at en bank får lov til at gå ned i morgen er for tiden minimal, men hvis man låner penge til en bank i flere år, i form af eksempelvis indlån eller køb af bankobligationer, så kan man købe CDS, så man kan sove roligt om natten.

Det er dog ikke gratis. Hvis man vil købe en fem-årig CDS på Swedbank, der er massivt ramt af den dybe økonomiske krise i specielt de baltiske lande og Ukraine, så skal man betale 1,86 pct. i årlig præmie. Det vil sige, at det koster 186.000 kr. årligt i fem år, hvis man skal forsikre et lån på 10 mio. kr.

Til sammenligning koster en tilsvarende forsikring på svenske SEB 1,35 pct. årligt, mens den koster 0,9 pct. hvis man skal forsikre sig mod at Danske Bank går ned. Norske DnB NOR koster 0,8 pct. årligt, mens en forsikring koster 0,75 pct. på Nordea og 0,7 pct. for Handelsbanken.

Danske Bank i den bedre ende
Selv om Danske Bank altså hører til i den lidt tungere ende, så er forsikringspræmien dog ikke voldsom set i et europæisk perspektiv. Eksempelvis koster det 4,71 pct. årligt at forsikre sig mod tab ved lån til Anglo Irish Bank og 4,56 pct. hvis man vil have forsikring od at den hårdt plagede tyske erhvervsbank IKB går ned.

De sikreste banker i Europa ifølge CDS-markedet er italienerne Banca Intesa, Banca Nationale del Lavoro og franske BNP Paribas, der koster mellem 0,56 og 0,58 pct. i årlig CDS-præmie.

Der er i øvrigt ikke et velfungerende CDS-marked for andre danske banker end Danske Bank, fordi efterspørgslen på credit default swaps er for lav i de øvrige banker.

Stadigt dyrt at forsikre ansvarlige lån
For Danske Bank er der tale om et meget markant fald i forsikringspræmien, og dermed også den forventede sandsynlighed for at banken går ned. 13. april kostede det eksempelvis 2,18 pct. årligt at forsikre et Danske Bank-lån i fem år.

Prisen for at forsikre ansvarlige lån er dog stadig relativt pebret. Det skyldes, at ansvarlige lån, herunder de hybridlån som staten har tegnet for ca. 27 milliarder kr. i Danske Bank-koncernen, ikke er omfattet af statsgarantien.

Det koster i øjeblikket 1,74 pct. årligt at forsikre sig mod tab på ansvarlige lån, hvilket er klart højere end Handelsbankens 1,05 pct., men dog lavere end i SEB, hvor det for tiden koster 2,28 pct. årligt at forsikre sig mod tab, hvilket er klart i den høje ende, også set i et europæisk perspektiv.

 




Markedet lige nu