21. februar 2010, 12:22

Så gjorde han det igen, Klaus Riskær Pedersen – altså skabte overskrifter. Berlingske Business kunne tirsdag berette, at den 54-årige forretningsmand havde købt en mondæn ejendom på Gammel Strand 42 i indre København for 50 millioner kroner.

Vel egentlig ikke så overraskende endda, hvis det altså ikke lige er fordi, han skylder forskellige banker 168 millioner kroner og – nåhr ja – i øvrigt sidder i fængsel i Sdr. Omme.

Nu begynder bankerne – kreditorerne – igen at rasle med sablerne og forfølge deres penge. Hvis det sker, bliver Klaus Riskær Pedersen igen klædt af til skindet og denne gang, vil han formentlig fryse ihjel.

Nå, Klaus Riskær, hvordan går det?

»Det går ok. Jeg sidder her på mit kontor - som jeg kalder min celle- og knokler 16 timer i døgnet for at videreudvikle de projekter, jeg har været med til at søsætte de senere år. Det er hårdt arbejde, men det er ok, fordi det bærer frugt.«

Det bærer frugt, siger du. Men er det ikke lidt omsonst, når nu dine kreditorer spøger i kulissen og gerne vil plukke frugten?

»Jeg kan ikke lade være. Jeg er jo ikke bare iværksætter, men en innovator, der hele tiden forsøger at bryde grænser og dermed ender med at prøve kræfter med de etablerede grupper. Det er en rød tråd gennem hele min erhvervskarriere, at jeg hele tiden er endt i »fight« med de store, etablerede virksomheder. Det har desværre givet en masse ballade, fordi de i sagens natur har deres etablerede interesser at beskytte, og samtidigt er stærke og er gode til lobbyarbejde både i forhold til medierne og systemet. Og jeg må indrømme, at jeg er ved at være godt brugt – ved at være træt.«

Hvordan er det at være tilbage i mediernes søgelys?

»Nu føles det ikke som om, jeg har været væk. De kulørte blade har nidkært fulgt den mindste detalje. Men det er rigtigt, at jeg har været tilbage i en del af pressen, hvor jeg ikke har været et stykke tid. Og helt ærligt, så passer den øgede mediebevågenhed mig dårligt, fordi den er så forstyrrende for projektarbejdet.«

Meget tyder på, at nogle af bankerne – i hvert fald Sydbank – har tænkt sig at få de penge, du skylder dem, tilbage. Hvad siger du til det?

»Jeg synes ikke, det er fair. Jeg kan godt forstå, hvis folk tænker: Jamen, han skylder dem jo nogle penge, så selvfølgelig skal han betale tilbage. Men de mennesker skal også forstå, at mit forhold til Sydbank er, at jeg engang skrev under på et papir, som gjorde mig til kautionist for en virksomhed, som Sydbank i 1989 lånte nogle penge. Da denne virksomhed gik ned, hæftede jeg så personligt for gælden. Det kostede mig en personlig konkurs hvor jeg i 1992 afleverede alt, hvad jeg ejede. Kan man kræve mere?«

Men du skylder dem 27 millioner kroner. Det er vel rimeligt nok at forsøge at få dem tilbage?

»I 18 år har jeg intet hørt fra dem – ikke så meget som et brev eller et opkald. Nu hører de så gennem Berlingske Tidende, at jeg igen på helt lovlig vis har banket nogle forretninger op og skabt arbejdspladser og omsætning og siger så, at de vil gå efter mig. Jeg mener ikke, det er fair. Hvis jeg hele tiden skal navigere i tåge, hvor jeg ikke ved, hvad jeg støder på, er det umuligt at overleve. Jeg har trods alt skabt knap 100 nye arbejdspladser over 3-4 år, og ansætter nu et par mand om måneden. Jeg er ikke en del af finanskrisen, men føler alligevel, at jeg nu inddrages.«

Hvis Sydbank og andre banker insisterer på at få pengene, hvad sker der så med Klaus Riskær?

»Hvis man vil ødelægge mig for 3. gang, så bliver jeg nok liggende. Jeg tror, det bliver rigtigt svært at komme igen. Jeg er bange for at løbe tør for fysisk og mental styrke. Hvis man vælter mig nu, kan man vælte mig i det uendelige, og så vil det ikke have et formål at starte igen. Så jeg beder virkelig Sydbank om at være søde og lade mig være i fred. Jeg synes, det er voldsomt at ruinere en person, 21 år efter hans virksomhed optog et lån, han kautionerede for. Og det, jeg nu har skabt, har intet med det at gøre. Det er ganske enkelt ukristeligt at blive ved med at forfølge folk.«

Jamen, ville du ikke selv gøre det samme – kradse penge ind, som folk skylder dig?

»Jeg var for nylig involveret i en tilsvarende situation, hvor jeg solgte Copygene A/S til Porthus Holding for 43 millioner kroner, men ejeren gik konkurs i forbindelse med Roskilde Bank, og jeg nåede kun at få de 21 millioner kroner. Men jeg vil da ikke forfølge manden og hans familie til trods for en selvskyldnerkaution for at få mine resterende 22 millioner kroner. Dem betragter jeg som et tab - sådan er det at drive forretning. Jeg ved, han har afleveret alt, hvad han har.«

Men regler er vel regler – og Sydbank har faktisk ret til at forfølge pengene. Er du ikke bare lidt fintfølende?
»De har jo kun muligheden for at genåbne denne sag, fordi mit konkursbo fra 1992 har trukket så lang tid ud. Det er ikke min skyld, at man har holdt liv i et konkursbo i 16 år, så det først blev afsluttet i 2008 – vist nok en danmarksrekord. At det så skal ramme mig, fordi forældelsesregler måske først træder i kraft herefter, virker ikke rimeligt. Man kan ikke sætte en finger på mine forretninger. Alt er lagt offentligt frem, og jeg har ikke lavet smarte konstruktioner i form af en fond eller stråmænd. Da jeg valgte »den smarte« løsning med fonden og CyberCity-millionerne, beslaglagde staten fonden og smed mig i spjældet. Nu har jeg så valgt den løsning, jeg dengang blev kritiseret for ikke at vælge. På mig virker det som om, at det er fuldstændigt ligegyldigt, hvad jeg laver. Hvis jeg får succes, skal man nok få det smadret, hvis ikke af den ene grund så af den anden. At jeg ikke finder det rimeligt, kan vel næppe betragtes som specielt fintfølende.«

Fortryder du købet af Gammel Strand 42?

»Jeg har altid gerne villet bo på Gammel Strand. Min familie bor der i forvejen, og jeg har købt ejendommen som en langsigtet investering. Men jeg indrømmer gerne, at den bevågenhed, det har skabt den seneste uge, har gjort mig træt og ked af det. Jeg har lidt frygtelige nederlag, som – modsat de fleste – bliver omtalt grundigt i medierne. Jeg havde håbet på, at jeg denne gang kunne få lov til at udvikle mine projekter stille og roligt.«