Et ulovligt samarbejde mellem syv mindre banker har ført til Danmarkshistoriens tredjestørste bøde for at overtræde konkurrenceloven. Bankerne har stadig svært ved at se, at de har gjort noget ulovligt, men ekspert er ikke i tvivl om, at bøden havde været et flercifret millionbeløb, hvis bankerne havde været større.
Syv mindre banker i det såkaldte Lokalbanksamarbejdet har accepteret at betale en samlet bøde på fire millioner kroner for et ulovligt samarbejde. Bøden er den tredjestørste nogensinde og bliver betegnet som en klokkeklar overtrædelse af konkurrenceloven.
»Vi er meget tilfredse med bøden. Den bekræfter det, som konkurrencemyndighederne hele tiden har sagt, nemlig at der var tale om et klart ulovligt samarbejde mellem bankerne,« siger kontorchef i Konkurrencestyrelsen, Frederik André Bork.
Lokalbanksamarbejdet består af Møns Bank, Lokalbanken i Nordsjælland, Skælskør Bank, Lollands Bank, Vordingborg Bank, Totalbanken i Aarup på Fyn og DiBa i Næstved. Det ulovlige i samarbejdet er, at der var indgået en aftale om ikke at etablere sig i hinandens hovedbyer. Samtidig var det ulovligt, at bankerne havde aftalt ikke at opsøge hinandens kunder, og at der var foregået udveksling af informationer med relevans for den enkelte banks optræden på markedet.
Klart signal
Konkurrencestyrelsen har hele tiden argumenteret for, at de små bankers samarbejdsaftale begrænsede konkurrencen i strid med konkurrenceloven. Og bødens størrelse understreger ifølge styrelsens kontorchef dette:
»Der er tale om den tredjestørste bøde i et konkurrenceretligt sagskompleks i Danmark.
Bøden signalerer dermed ganske klart, at bankernes samarbejde var ulovligt. Den sender samtidig et tydeligt signal om, at alle virksomheder – også de mindre – skal tage konkurrencereglerne alvorligt,« siger Frederik André Bork.
Den største bøde nogensinde blev givet i Elkartel-sagen og lød på lidt over 20 millioner kroner, mens Arla har fået den næststørste bøde på fem millioner kroner for at misbruge sin dominerende stilling.
Vi har ikke gjort noget
De syv banker udsendte i går en fælles pressemeddelelse, hvor de giver udtryk for, at de betaler bøden, fordi de ikke ønsker at bruge flere ressourcer på sagen.
Adm. direktør i DiBa Bank, Claus Schroll, ønsker ikke at forholde sig til, at bøden er den tredjestørste i Danmark nogensinde, men nøjes med at slå fast, at der er tale om en mindre alvorlig overtrædelse:
»Som udgangspunkt mener vi slet ikke, at vi har gjort noget ulovligt. Men jeg kan konstatere, at vi har været anklaget for fem meget alvorlige overtrædelser og er blevet frikendt for dem alle. Vi er dog blevet dømt for at have en mindre hensigtsmæssig bestemmelse i vores samarbejdsaftale, og den har vi naturligvis ophævet,« siger adm. direktør i DiBa Bank, Claus Schroll.
Men ifølge en ekspert i konkurrenceret har de syv banker ikke ret i, at der er tale om petitesser:
»Der er slet ingen tvivl om, at det er alvorligt, når man overtræder konkurrencelovgivningen. Hvis nogle af de store banker havde lavet samme aftale, var der ingen tvivl om, at bøden havde været på et flercifret millionbeløb. Formentlig ville bøden samtidig være personlig. Nu er bankerne ikke så store, og de har muligvis slet ikke været klar over, at de har gjort noget forkert. Men selv om man er uprofessionel, skal loven overholdes, og derfor har de fået denne bøde,« siger professor Peter Møllgaard fra Økonomisk Institut ved Copenhagen Business School,
Bankernes størrelse – eller mangel på samme – spiller ind, fordi de ikke kan flytte de store markedsandele. Derfor er der ikke tale om en alvorlig lovovertrædelse, men om en mindre overtrædelse.
»Konkurrencerådet lagde ud med hårde anklager om karteldannelse, mens lokalbankerne slet ikke kunne se, at de havde gjort noget forkert. Jeg mener, sandheden ligger et sted i midten, og det er denne bøde i virkeligheden et godt billede af,« siger Peter Møllgaard.
Klog af skade
DiBa Banks direktør er glad for endelig at kunne lægge låg på sagen og siger, at han er blevet klogere:
»Vi har lært, at enhver kontakt mellem konkurrenter er risikabelt. Også selv om man ikke har et ønske om at skade konkurrencen,« siger Claus Schroll.
Lokalbankerne betaler bøden som en udenretlig bødevedtagelse. Det medfører, at bankerne ikke skal igennem en retssag.
De syv banker havde i 2006 en omsætning på ca. 1,5 milliarder kroner og et samlet resultat efter skat på 399 millioner kroner. Bankerne har tilsammen mere end 150.000 kunder.















