Handelsbanken fik stort set ingen tab på udlånene i Danmark sidste år, men tabene vil utvivlsomt stige i år, og stadigt flere danske virksomheder er begyndt at komme i problemer.

Bankkrisen er tilsyneladende stort set kørt uden om Handelsbanken i Danmark. For hele 2008 blev der blot foretaget nedskrivninger på lån på 24 millioner kr., ud af en samlet udlånsbog på 34,5 milliarder kr. Til sammenligning måtte Amagerbanken nedskrive knap 1,1 milliard kr. på et udlån på 24,5 milliarder kr., mens Forstædernes Bank måtte nedskrive 1,5 milliarder kr. på et udlån på 22,3 milliarder kr. i 2008.

Handelsbankens adm. direktør i Danmark, Frank Vang-Jensen, understreger dog, at der vil komme større nedskrivninger i år.

”Vi har i Danmark nu en bred lavkonjunktur, og vi vil blive ramt i Handelsbanken som alle andre, og vi må så forsøge at navigere os gennem det. Men det er sikkert, at der vil komme stigende kredittab i 2009,” siger Frank Vang-Jensen til Business.dk.

Handelsbanken kom til Danmark i 2000 med købet af Midtbank i Herning, og købte i oktober sidste år Lokalbanken i Nordsjælland, og kom dermed op på 54 filialer. Frank Vang-Jensen oplyser, at det primært er erhvervskunderne, der bliver ramt af lavkonjunkturen.

”Privatmarkedet er mindst ramt, selv om vi selvfølgelig ser ganske store formuetab blandt vores kunder, specielt dem der er aktive på ejendomsmarkedet i Storkøbenhavn og Nordsjælland, men når vi ser på vores erhvervskunder, så oplever vi nu at følgerne af lavkonjunkturen breder sig til flere brancher end vi så i tredje og fjerde kvartal sidste år,” siger Handelsbankens førstemand i Danmark.

Handelsbankens samlede indtægter i Danmark steg sidste år med beskedne 1,4 procent til 857 millioner kr., fordi en fremgang i nettorenteindtægterne i stort omfang blev ædt op af faldende gebyrindtægter og mindre, men dog stadigt positive, kursreguleringer.

Omkostningerne hoppede i vejret med ca. en femtedel, men det skyldes dog delvist købet af Lokalbanken i Nordsjælland og omkostningerne ved at deltage i bankpakke 1.

Handelsbanken vil ikke deltage i bankpakke 2, af den enkle grund at Handelsbanken i Danmark er en filial af Handelsbanken i Sverige, og derfor slet ikke har mulighed for at deltage i regeringens tilbud om kapitalisering af de danske banker. Det er dog ikke noget, som Frank Vang-Jensen er utilfreds med.

På grund af de stigende omkostninger faldt Handelsbankens resultat i Danmark før nedskrivninger med godt en fjerdedel til 266 millioner kr. sidste år, mens resultatet efter nedskrivninger blev godt halveret fra 516 millioner kr. i 2007 til 242 millioner kr. i 2008. Det skyldes, at Handelsbanken i 2007 kunne tilbageføre tidligere hensættelser, hvilket gav et plus på 159 millioner kr., mens der altså måtte nedskrives med 24 millioner kr. i 2008. Udlånet steg i løbet af 2008 med 17 procent til 34,5 milliarder kr., mens indlånet faldt med 2 procent til 21,1 milliarder kr.

”Vi har de senere år haft en kontrolleret vækst, og det er naturligvis en fordel for os i den nuværende situation,” siger Frank Vang-Jensen til Business.dk.

Det ringere resultat betyder dog ikke, at de 800 Handelsbank-medarbejdere i Danmark behøver at gå rundt og frygte en prikkerunde.

”I Handelsbanken har vi ikke haft en prikkerunde i mere end 100 år, så det er heller ikke aktuelt nu,” konstaterer Frank Vang-Jensen.