Det store amerikanske finanshus, Goldman Sachs, kommer ud af andet kvartal med et overskud, der er markant dårligere end ventet af markedet. (Opdateret)
20. juli 2010, 14:30
Goldman Sachs regnes af stort set alle for at være den bedste investeringsbank i verden. Men en del af glansen er gået af glorien i forbindelse med præsentationen af regnskabet for andet kvartal.ndtjeningen pr. aktie lander på 78 cent, hvor markedet havde sat næsen op efter 1,99 dollar pr. aktie ifølge Bloombergs estimater.
Goldman Sachs måtte fortælle, at bundlinjen faldt med ikke mindre end 82 pct. til 613 mio. dollar, eller godt 3,5 milliarder kr., mod 3,4 milliarder dollar i andet kvartal sidste år. Analytikere havde på forhånd ventet et resultat på knap 1,6 milliarder dollar.
Ekstraregninger for milliarder
Regnskabet er belastet af en britisk særskat på bonusbetalinger på 600 mio. dollar, samt et forlig indgået i sidste uge mellem Goldman Sachs og det amerikanske børstilsyn, SEC, som betyder at Goldman Sachs skal betale en bøde på 550 mio. dollar, men slipper for at blive slæbt i retten anklaget for finanssvindel i forbindelse med nogle komplicerede finansielle transaktioner foretaget for et par år siden.
Men selv eksklusive særskatten og bøden har Goldman Sachs fået det dårligste kvartalsregnskab siden fjerde kvartal 2008, hvor investeringsbanken blev hårdt ramt af den globale finansielle krise.
Nedgangen skyldes at udsvingene på de globale finansmarkeder har været mindre i andet kvartal, hvilket typisk rammer investeringsbankers indtjening. De samlede indtægter faldt til 8,8 milliarder dollar, hvilket var 31 pct. mindre end i første kvartal, og 36 pct. mindre end i andet kvartal sidste år.
Fald i markedsaktiviteten
Den største indtægtskilde er fortsat handel med obligationer, valuta og råvarer, som gav indtægter på 4,4 milliarder dollar mod 7,4 milliarder dollar i første kvartal, mens indtægter fra aktiehandel faldt med 49 pct. til 1,2 milliarder dollar og corporate finance indtægter fra finansiel rådgivning af virksomheder, børsnoteringer og lignende faldt 23 pct. til 917 mio. dollar.
Goldman Sachs aktiekursen er i år faldet med knap 14 pct., hvilket giver investeringsbanken en markedsværdi på 78,5 milliarder dollar. Før regnskabet mente flere analytikere at Goldman Sachs var blevet for hårdt ramt af kursfald, men prisindikationer viser et mindre fald når de amerikanske aktiemarkeder åbner senere i eftermiddag.































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten