14. oktober 2007, 03:00 – opdateret 15. oktober 2007, 08:15

KAN DU GENNEMSKUE dine skatter? De færreste danskere kan svare bekræftende på det spørgsmål. Uligheden kommer af, at uigennemskuelige systemer altid favoriserer dem, der kan gennemskue dem. Et komplekst og uigennemskueligt lovgivningssystem er mest af alt godt for advokater og jurister, dernæst for revisorer og finansielle rådgivere. Det giver en fordel til dem, der har ekspertisen – eller som har råd til at købe sig til den. Og komplekse systemer giver selvfølgelig uforudsete og uønskede bivirkninger.

Når medierne ofte taler om huller i skattesystemet, så er det i virkeligheden en dårlig metafor. »Huller« i skattesystemet skyldes som regel, at forskelle i behandling af forskellige typer indkomst medfører incitamenter til at lave krumspring og skattetænkning. Skattehuller opstår, fordi der er for mange regler – ikke fordi der er for få.

Den politiske populisme udspringer af samme kilde. Hvis flertallet af vælgerne reelt ikke kan gennemskue skattesystemet, bliver vi meget nemmere at manipulere politisk og falder lettere for for simple eller fordrejede argumenter. Debatten bliver med andre ord mindre kvalificeret.

I den forstand kan et komplekst skattesystem både ses som en kilde til ulighed og som et selvforstærkende onde – som ingen reelt har glæde af.

DET BEKYMRER MIG DERFOR altid lidt, at skattedebatten er så overfladisk. Det bliver hurtigt til en diskussion om fordeling. Typisk er vinklen i TV-Avisen, om en skatteændring giver lavere betaling målt i kroner til højtlønnede end til lavtlønnede. Men det er svært at undgå i et system, hvor højtlønnede som udgangspunkt betaler meget mere i skat end lavtlønnede. Hvad værre er, i stedet for at fokusere på det vigtige i en skattereform, nemlig hvordan den får os til at være mere produktive, så ender vi altid med at diskutere den umiddelbare statiske omfordeling af en skatteændring. Vi fokuserer på hvem, der får hvilken del af kagen frem for, hvor stor kagen kan blive.

Derfor er det ikke uvigtigt, at skattesystemet bliver simplere. Det vil gøre det mere effektivt, mere forståeligt, mere retfærdigt, og også mere lige (færre huller, mindre sort arbejde osv.). Der er ikke kun brug for skattenedsættelser, men også en reform, der forsimpler systemet.

I DEN SENESTE UGE OPJUSTEREDE overvismand Peter Birch Sørensen sin vurdering af hvor selvfinansierende en sænkelse af topskatten vil være. »Selvfinansieringsgraden« måler populært sagt, hvor meget kagen vokser, når topskatten sænkes, som følge af stigende arbejdsudbud og stigende incitament til uddannelse.

Tidligere har vismændene skrevet, at selvfinansieringsgraden var ca. 50 pct. Men på CEPOS’ skattekonference i denne uge sagde overvismanden, at de 50 pct. nok var en nedre grænse, og at 75 pct. var tættere på virkeligheden. Det betyder, at for hver 100 kr. topskatten nedsættes, kommer der 75 kr. tilbage i statskassen, fordi danskerne på langt sigt vil arbejde mere, og fordi arbejdsdelingen vil være mere effektiv. Og så har vi ikke talt om de gevinster, danskerne selv kan høste – kun om statens andel af gildet.

En sænkelse af topskatten vil givetvis gøre fordelingen mere ulige som umiddelbar virkning (nogle får mere – der er ingen, der får mindre). Men det er kun en statisk og kortsigtet betragtning. Ikke en der tager højde for de generelle gevinster, som alle vil nyde af en mere dynamisk økonomi med en mere effektiv arbejdsdeling på længere sigt. Et simplere skattesystem med en lavere marginalskat – både i top og bund. Det er opskriften på, at Danmark klarer sig som vidensøkonomi.