Flere mindre banker har fået påtale fra Finanstilsynet for at øge udlånet for voldsomt - og det kan i værste fald føre til flere bankkrak som i Banktrelleborg.
31. januar 2008, 11:24 – opdateret 14. maj 2012, 00:44
Flere mindre banker risikerer at følge Bank Trelleborg, hvis den finansielle krise og prisfaldet på boligmarkedet fortsætter. Det frygter lektor Finn Østrup fra Institut for Finansiering på Copenhagen Business School. Flere mindre banker har haft en voldsom udlånsvækst, og det bekymrer Finn Østrup.
- Det er svært at lave en grundig kreditvurdering af låntagere, når man har en udlånsvækst på 50, 60, 70 og næsten op mod 80 procent, vurderer Finn Østrup over for DR.
Og hvis ikke kreditvurderingen af låntagerne er i top, så øges risikoen for, at banken står tilbage med tab og afskrivninger, påpeger han. Blandt andet har EBH Bank, Sparekassen Himmerland og Østjydsk Bank ifølge DR ved sidste rapportering fået Finanstilsynets gule kort på grund af udlånsvækst på mere end 40 procent.
- Jeg frygter, at flere følger efter Bank Trelleborg, særligt hvis der kommer fald i ejendomspriserne, som vi allerede har set, og særligt hvis erhvervsejendommene falder i pris, så bliver det svært for bankerne at få lånene hjem, siger Finn Østrup.
tzau/






























































