Nykredit tvinger over 100 tidligere medarbejdere i Forstædernes Bank til at gå ned i løn.
5. marts 2010, 10:04
Nykredit tvinger over 100 tidligere medarbejdere i Forstædernes Bank til at gå ned i løn, efter at det ikke lykkedes at forhandle sig frem til en løsning med deres fagforening, Finansforbundet.
"Vi finder det stærkt kritisabelt, at Nykredit ikke har valgt at indgå en aftale med Finansforbundet. Det er en grov overtrædelse af almindelig forhandlingsskik, og det er efter vores bedste overbevisning svært at tolke som andet end et kollektivt kampskridt. Vi kan simpelthen ikke leve med, at medarbejderne på den måde bliver sat ned i løn og har ikke set anden udvej end at indkalde til et fællesmøde," skriver formand i Finansforbundet Kent Petersen i en pressemeddelelse.
Det er Finanssektorens Arbejdsgiverforening, som er indkaldt til fællesmødet.
Samtidig med at Finanskrisen brød løs, overtog Nykredit Forstædernes Bank. Siden er en fjerdedel af udlånets værdi nedskrevet, og det har påført Nykredit tab i milliardklassen.
Allerede ved overtagelsen blev det aftalt, at 500 medarbejdere i banken skulle overføres til Nykredit, og sidste år meddelte Nykredit, at koncernen ville sætte over 100 af dem ned i løn. Det forsøgte Finansforbundet at forhandle om, men uden held, og Nykredit har nu valgt at tvinge dem ned i løn.


































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten