Forældede regler gør det umuligt for nye kandidater i TryghedsGruppens repræsentantskab at stille forslag på det første møde.
2. februar 2010, 05:01
I dag er sidste chance for op mod 350.000 kunder i TrygVesta og Nordea Liv & Pension for at gøre deres indflydelse gældende på 25 milliarder kroner i selskabet TryghedsGruppen. Og om godt en uge - den 10. februar - finder vi ud af, hvor mange nye kandidater der vælges ind i historiens første kampvalg til TryghedsGruppens repræsentantskab i hovedstadsområdet.
Men de nye kandidater skal ikke regne med at få deres egne forslag på dagsordenen på det første repræsentantskabsmøde 24. marts. For selv om der er stor lyst til at lave meget om i TryghedsGruppen, skulle forslag til dagsordenen være indleveret senest 15. januar - altså en måned før kandidaterne får at vide, hvem der er valgt.
Umoderne
Professor på Copenhagen Business School Caspar Rose, siger, at en sådan regel vidner om gammeldags vedtægter:
»Det er et levn fra fortiden og tyder på, at selskabet ikke har moderniseret vedtægterne i samme takt som udviklingen i det øvrige samfund,« siger Caspar Rose.
Han siger, at det var meget normalt for en del år tilbage, at forslag til optagelse på dagsordenen skulle sendes ind i god tid - ofte et par måneder før mødet blev afholdt.Men den teknologiske udvikling har overflødiggjort, at forslag skal sendes ind så lang tid forinden:
»Jeg vælger at tro på, at der er tale om en forglemmelse fra TryghedsGrupppens ledelse. Men det vil være naturligt for ledelsen at ændre. Det virker i hvert fald ikke konsistent i forhold til udmeldinger om åbenhed og øget demokrati,« siger Caspar Rose.
Ændre vedtægter
En af kandidaterne til TryghedsGruppens repræsentantskab i hovedstadsområdet, Viggo Nedergaard Jensen, der er partner i kapitalfonden Polaris Private Equity, har skrevet et brev til bestyrelsesformand i TryghedsGruppen Mikael Olufsen og bedt ham om at gøre vedtægterne tidssvarende:
»Det må laves om. Og det er en oplagt mulighed for formand Mikael Olufsen for at vise, at han virkelig vil mere demokrati og åbenhed, som han siger her under valgkampen, eller om han vil fortsætte med de korslagte armes politik,« siger Viggo Nedergaard Jensen.
Noget tyder på, at formanden rent faktisk ønsker mere demokrati:
»Jeg kan godt se, at han har en pointe, og det skal vi selvfølgelig have kigget på. Vi er åbne over for nye og gode tanker som dem, Viggo Nedergaard Jensen kommer med,« siger bestyrelsesformand i TryghedsGruppen Mikael Olufsen.

































