Virksomheder henvender sig selv til forsikringsmæglere, fordi de frygter at få sager a la Bagger-sagen på halsen.
16. marts 2009, 07:04
Bestyrelsesmedlemmers frygt for at bliver gjort erstatningsansvarlige og beskyldt for at have snorksovet ved bestyrelsesbordet har de seneste tre måneder - siden Stein Bagger-sagen blev kendt - fået telefonerne til at gløde hos forsikringsmæglere rundt om i landet. Det skriver dagbladet Børsen mandag.
Antallet af henvendelser fra både store og mellemstore virksomheder, fonde og foreninger er steget eksplosivt på et år. Fortsætter den nuværende vækstrate året ud, kan der blive tale om en mangedobling, hvis man spørger den største forsikringsmægler herhjemme Willis.
»Jeg har år til dato personligt fået gennemsnitligt 4 gange så mange direkte henvendelser fra potentielle kunder, der er interesserede i ledelsesansvar, professionelt ansvar og virksomhedskriminalitet, per uge sammenlignet med samme periode året før,« siger partner i Willis, Klaus Stubkjær Andersen.
Virksomheder henvender sig selv
Han ønsker af konkurrencemæssige hensyn ikke at oplyse det konkrete antal henvendelser.
»Når vi sammenligner situationen hos Willis i dag med situationen for et år siden, så er der ét forhold der springer i øjnene, nemlig at virksomheder selv henvender sig for at få information om forsikring af ledelsesansvar, professionelt ansvar og tab som følge af virksomhedskriminalitet,« siger han.
Samme oplevelser genkender account manager Carsten Scharff hos konkurrenten Dahlberg Assurance Brokers, og forklarer, at det tidligere var mere op til forsikringsmæglerne selv at sparke dørene ind hos bestyrelserne og direktionerne, skriver Børsen.
Ritzau






























