Det er lykkedes for regionalbanken Fionia Bank at tabe ikke mindre end 3,1 milliarder kr. på sit udlån over det sidste halvandet år, heraf alene 3 milliarder kr. siden begyndelsen af juli sidste år. Nye kæmpetab venter formentlig forude.
31. august 2009, 08:37 – opdateret 18. maj 2012, 15:37
I de første seks måneder af 2009 måtte Fionia Bank tage nedskrivninger på godt 1,9 milliarder kr. på sine udlån, svarende til at 8,9 pct. af udlånene og garantierne blev vurderet til at være så dårlige, at de må afskrives.
Hertil skal lægges de godt 1,2 milliarder kr. som banken tog i nedskrivninger i 2008, hvoraf stort set det hele blev taget i anden halvdel af året.
Med andre ord er den foreløbige regning for Fionias udlån på ca. 3 milliarder kr. Hertil skal lægges, at der i banken ved udgangen af juni var et udlån efter nedskrivninger på 17 milliarder kr., og heraf ønsker Nordea kun at overtage udlån for 6,5 milliarder kr. Resten er så radioaktivt, at hverken Nordea eller andre banker vil røre ved udlånene, så det er altovervejende sandsynligt, at der kan komme yderligere tab på de udlån for mere end 10 milliarder kr., som fremover skal betales af Finansiel Stabilitet, det vil sige bankerne selv, med skatteyderne i baghånden.






























































