Direktører og bestyrelsesmedlemmer bag de krakkede danske banker bør have fængselsstraffe eller erstatningskrav, mener direktør i Finansrådet, Jørgen Horwitz.
23. august 2010, 02:54 – opdateret 23. august 2010, 02:56
Der skal falde hårde straffe til de direktører og bestyrelsesmedlemmer i finanssektoren, der bærer ansvaret for, at hele banker er kørt i sænk.
Sådan lyder den markante udmelding fra Jørgen Horwitz, direktør i bankernes brancheorganisation, Finansrådet, til Dagbladet Børsen.
Læs også: Finansrådet: Saxo-sager skader finanssektoren
Han ønsker dog ikke at sætte navn på de banker, hvor ledende skikkelser bør have fængselsstraf eller erstatningskrav.
- Jeg siger blot, at set fra min stol må det undre, hvis ikke nogle af disse sager fører til domfældelser over de ansvarlige - enten i form af straffe eller erstatninger, siger Jørgen Horwitz til avisen.
Læs også: Finansrådet: Danske banker betaler allerede rigeligt
Han bakker samtidig op om den linje, der er blevet lagt fra det statslige skraldespandsselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet. Her er der blevet iværksat advokatundersøgelser, der har ført til erstatningssager og politianmeldelser.
- Når jeg ser på bestyrelsen i Finansiel Stabilitet, er det nogle kompetente mennesker, der er sat i spidsen for denne oprydning, siger Horwitz til Børsen.
Foreløbig er seks danske banker krakket på det seneste. Det drejer sig om Roskilde Bank, Fionia Bank, EBH Bank, Løkken Sparekasse, Gudme Raaschou Bank og Capinordic Bank.
/ritzau/































































Berlingske Forum - Skriv kommentar
Husk: Hold en god tone i debatten