Det er moralsk anstødeligt, når Saxo Bank sorterer ud blandt medarbejdere, der ikke sikrer nok handel, mener Finansforbundet. Saxo Bank synes, at de hjælper de ansatte videre i livet.
17. oktober 2007, 03:30
»Det her er liberalistisk ledelse ud over alle grænser.«
Bemærkningen kommer fra Finansforbundets næstformand Michael Budolfsen. Han retter en usædvandlig skarp kritik imod Saxo Bank, efter at Berlingske Business i går kunne afsløre, at banken i løbet af sommeren har fyret 28 danske medarbejdere, som ikke sikrede nok handel. I samme periode har investeringsbanken budt 46 nye medarbejdere velkommen.
»Det er moralsk anstødeligt, at behandle de ansatte på den måde. Jeg har aldrig før oplevet noget lignende i finanssektoren, som generelt opfører sig meget anstændigt over for medarbejderne. Men det gælder åbenbart ikke i Saxo Bank,« siger Michael Budolfsen, næstformand i Finansforbundet.
Han mener, at ledelsen i Saxo Bank har en forpligtigelse til at hjælpe medarbejderne til at fungere og præstere i deres job. Finansforbundet betragter det som et ledelsessvigt, når banken i stedet laver en performance-runde og skiller sig af med de medarbejdere, der ikke sikrer handel nok.
»Samtidig er det tankevækkende, at Saxo Bank lige netop har skilt sig af med 28 ansatte i Danmark. På den måde undgår de at blive omfattet af de spilleregler, der er fastsat i loven om massafskedigelser, som træder i kraft når der fyres 30 medarbejdere eller derover,« siger Michael Budolfsen.
Skabt til succes
Saxo Bank afviser, at den har spekuleret i antallet af fyringer og betragter Finansforbundets kritik som en forbi»er.
»Vores medarbejdere ved, at vi har en præstationskultur. Det er der ikke noget anstødeligt i. Vi mener derimod, at det er moralsk forkasteligt, hvis man underlader at sige til folk, at samarbejdet ikke er succesfuldt, og de skal videre i livet,« siger Erik Kjær, HR-direktør i Saxo Bank.
Han mener ikke, at medarbejderne har behov for en tillidsmand, som kan tale deres sag i sådanne fyringssituationer.
»Der er ikke noget modsætningsforhold mellem medarbejdernes og bankens interesser, og derfor behøver vi ingen tillidsrepræsentant. Alle de ansatte har ret til at udtale sig, når de vil,« siger Erik Kjær.
Han understreger, at 28 personer er et lille antal, når man tager i betragtning at banken har 1.200 medarbejdere. Desuden blev ni af de fyrede tilbudt job et andet sted i Saxo Bank.
»Vi er fuldstændig kompromisløse i vores tro på, at vi skaber den bedste virksomhed ved at have en præstationskultur. Vores opfattelse af socialt ansvar er, at vi skaber 1.200 job til mennesker, som ønsker succes i deres liv. Det synes vi er en god definition af, hvad socialt ansvar er,« siger Erik Kjær.
En udstrakt hånd
I Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA), der har Saxo Bank som medlem, er direktør Steen A. Rasmussen enig i, at fremgangsmåden er utraditionel.
»Men du kan ikke bedømme Saxo Bank efter, hvad der er normalt. Langt de fleste medarbejdere i Saxo Bank er aflønnet efter deres performance, og så er der en nedre grænse for, hvor længe man kan være en del af teamet. På den måde hænger tingene sammen,« siger Steen A. Rasmussen.
Han bekræfter, at performance-runder ikke hører til hverdagen i finanssektoren. Samme melding lyder fra storbanken Nordea, der ikke benytter sig af den slags.
»Nej, det gør vi heldigvis ikke. Man kan ikke undgå, at der ind imellem er medarbejdere, som kommer ud af takt eller ikke performer. Men det er ledelsesopgave at tage hånd om det ved de årlige medarbejdersamtaler. Det er de færreste ansatte, der ikke tager imod en udstrakt hånd eller tilbuddet om at bruge deres kompetencer i en anden jobfunktion i banken,« siger Niels Gregers Hansen, personalechef i Nordea.


























































