FIH mister topchef

Lars Johansen forlader FIH Erhvervsbank i en turbulent tid. Banken står reelt uden ejer, men bestyrelsesformand Hans Skov Christensen ser det ikke som et problem. (Opdateret kl. 18.55)

Lars Johansen forlader FIH Erhvervsbank efter 11 år som administrerende direktør. Hans afløser bliver 44-årige Henrik Sjøgren, som er hentet internt.

»I nogen tid har vi arbejdet på, at Henrik Sjøgren skulle være parat til at afløse Lars Johansen, når tiden var inde. Det mener vi, at den er nu,« siger bestyrelsesformand i FIH Erhvervsbank og direktør i Dansk Industri, Hans Skov Christensen.

Lars Johansen, der er 63 år, nyder høj respekt i branchen, og kan tage en del af æren for, at der ikke har været mere panik om FIHs ejerforhold under finanskrisen.
FIH er ejet af islandske Kaupthing, som er i betalingsstandsning, og FIH-aktierne er derfor pantsat til den islandske stat i øjeblikket. Island har uden held forsøgt at sælge FIH Erhvervsbank, men det lader ikke til at bekymre Hans Skov Christensen, at ingen vil købe.

»FIH er en dansk bank, som fungerer glimrende. Vi kan godt leve med de uafklarede ejerforhold. Hellere det og så vente på, den rette køber. Banken lider ingen nød, men det vil klart være en styrke, hvis vi får styr på ejerskabet,« siger Hans Skov Christensen.

Han påpeger, at ejerforholdene ikke har noget med selve bankdriften at gøre, så længe de ikke påvirker ratingen fra de internationale kreditvurderingsbureauer, og det har endnu ikke været tilfældet.

Udskiftningen på topposten sker i et pusterum i en turbulent periode. Finanskrisen betyder ikke blot nye tider og nye ejere for FIH, den betød også en større organisationsændring tidligere på året, hvor 90 mand blev fyret og blandt andet aktieanalysen nedlagt.

»I januar besluttede vi at foretage nogle aktivitetsændringer i banken, som krævede en række større ændringer af organisationen. Lars Johansen accepterede at blive her og afslutte den tilpasningsproces,« fortæller Hans Skov Christensen.

Det er aftalt, at Lars Johansen stopper i banken med udgangen af juni. Henrik Sjøgren, der i dag er vicedirektør med ansvar for udlån, kom til FIH Bank i 2002.

 



Markedet lige nu