Få adgang til PLUS

Bliv PLUS medlem:

Europæiske kapitalfonde til kamp mod Nyrup

De europæiske kapitalfondes organisation blæser nu til modangreb mod Danmarks tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens krav.

Danmarks tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen får kamp til stregen i sit arbejde for mere regulering af alverdens kapitalfonde. De europæiske kapitalfonde er nemlig klar til at gå i kødet på Nyrup og vil med en massiv lobbyindsats forsøge at overbevise politikerne om, at EU-Kommissionens og i særdeleshed Nyrups forslag befinder sig bedst i papirkurven.

Den europæiske brancheorganisation for kapitalfonde, EVCA, understreger over for Berlingske Business, at EU-Kommissionens forslag vil blive et dyrt bekendtskab for EU, mens Poul Nyrup Rasmussens forslag om langt strammere regler betegnes som en katastrofe.

»Der kommer hed politisk debat den kommende tid, og vi er klar til en kontant debat med Mr. Rasmussen. Kommissionens udspil om regulering vil mindske investeringerne og skabe en unfair konkurrencesituation for kapitalfonde i forhold til andre investorer,« siger EVCAs generalsekretær, Javier Echarri.

Åbenhed
EU-Kommissionens udspil, der blev offentliggjort i forgårs, har til formål at skabe mere åbenhed og bedre risikostyring hos de europæiske kapital- og hedgefonde. Poul Nyrup Rasmussen, der er medlem af Europa-Parlamentet, var dog hurtigt ude med en skarp kritik af udspillet, som han finder alt for slapt. Den tidligere statsminister sagde i går, at kapitalfondene sandsynligvis har fejret det mindre skrappe udspil fra Kommissionen med champagne lige siden.

Poul Nyrup Rasmussen har gjort det til sin mærkesag at gennemføre stram international regulering af kapitalfonde, og han stod sidste år i spidsen for et langt strammere udspil fra Europa-Parlamentet. Forslaget fra Nyrup vil bl.a. stille skrappe krav til fondenes åbenhed og kapitalgrundlag.

Javier Echarri er alt andet end begejstret for Poul Nyrup Rasmussens udmeldinger.

»Jeg kan forsikre Mr. Rasmussen om, at vi ikke drikker champagne. Vi er meget bekymrede over forslaget, som vil pålægge europæiske kapitalfonde store administrative byrder og skabe en unfair konkurrencesituation i forhold til andre investorer. Vi mangler endnu at høre konstruktive forslag fra Mr. Rasmussen,« siger Javier Echarri.

Generalsekretæren mener, at kravene om øget åbenhed i kapitalfondenes porteføljeselskaber er et problem, fordi andre aktører, der laver samme typer investeringer, ikke nødvendigvis er underlagt samme regler.

»Statsfonde, familievirksomheder og velhavende privatpersoner er ikke underlagt samme krav, når de foretager investeringer. Det er dybt problematisk, hvis vi skal give oplysninger om markedets og selskabernes udvikling, som konkurrenterne kan bruge imod os,« siger Javier Echarri.

Kapitalfonde er kendt for generelt at være meget sparsomme med oplysninger til offentligheden. Hvorfor skal industrien være så lukket?

»Vi skal være mere åbne fremover, og i Danmark har den nationale brancheorganisation, DVCA, opstillet meget vidtgående retningslinjer om åbenhed. Men det er ikke rimeligt, at vi skal give flere oplysninger end konkurrerende investorer.«

Ustabilitet
Et argument for mere regulering er, at mange kapitalfondes forretningsmodeller, bl.a. med høj gældssætning, er ekstremt risikobetonede og kan skabe finansiel ustabilitet. Hvad siger du til det?

»Både Den Europæiske Centralbank, World Economic og G20 har konkluderet, at der ikke er systemisk risiko (risiko der kan få sneboldseffekt på økonomien, red.) ved kapitalfonde. Det er tværtimod et stort problem for europæisk erhvervsliv, hvis kapitalfonde investerer deres penge i andre kontinenter,« siger Javier Echarri.

EVCA er en forkortelse for European Private Equity and Venture Capital Association og har ovre 1.300 europæiske kapital- og venturefonde som medlemmer.

Berlingske Business forsøgte i går forgæves at få en kommentar fra de danske kapitalfonde Axcel og LD Invest Equity.

 




Markedet lige nu